Fortsæt til indhold
Fodbold

Ti danske dommere mangler stadig at blive klar til VAR

Coronakrisen har skabt travlhed hos DBU, som skal have gjort dommerne klar til at håndtere VAR i næste sæson.

/ritzau/

Når den kommende sæson i Superligaen sparkes i gang, bliver det med VAR-systemet som ekstra aspekt til alle kampene.

Det kræver dog, at dommerne er klar til at anvende systemet. Og her har coronakrisen skabt problemer.

Kun 5 af de 15 dommere på højeste niveau i Danmark nåede således at gennemgå Dansk Boldspil-Unions (DBU) certificering i brug af VAR-systemet, inden coronakrisen ramte. Det skriver DR Sporten.

For certificeringen kan ikke tages på afstand eller i et lokale med mindre end ti mennesker. Der skal bruges rigtige fodboldspillere, på rigtige baner til rigtige kampe. Det kan man ikke få lige nu.

Derfor bliver der travlt for dommerne, når der igen kan spilles fodbold i landet.

- Jeg har fortalt dommerne, at der bliver travlt. Vi planlægger ud fra, at de skal dømme to eller tre kampe om ugen, for at vi kan nå det hele, siger Michael Johansen, formand for DBU’s dommerudvalg og ansvarlig for implementeringen af VAR i Danmark, til DR Sporten.

- Heldigvis så er teori og lovstof helt på plads hos dommerne, så det er ikke sådan, at vi begynder helt fra nul, når vi skal til at genoptage den sidste del af uddannelsen.

Han regner med, at alle 15 dommere nok skal nå at blive klar til sæsonstarten. Men skulle coronakrisen umuliggøre det, er der en plan B klar.

- Skulle det usandsynlige ske, så er det min pligt at fortælle Divisionsforeningen, at vi ikke bliver klar. I et sådant tilfælde har vi anbefalet, at VAR implementeres løbende, forklarer Michael Johansen.

Lige for tiden skal Divisionsforeningen dog først finde ud af, om indeværende sæson kan færdigspilles.