Fortsæt til indhold
Fodbold

Al fodbold for børn og breddespillere aflyses - også udendørs

Regeringen anbefaler at suspendere indendørs fritidsaktiviteter, men DBU’s lokalunioner tager skridtet videre.

Der bliver hverken træning eller fodboldkampe i de kommende uger for børn eller breddespillere.

Sådan lyder beskeden fra DBU’s lokalunioner, der organiserer alle turneringer fra de mindste årgange og op til seniorniveau.

»I forlængelse af de nyeste udmeldinger fra de danske myndigheder aflyses alle DBU Jyllands fodboldkampe, stævner, kurser, seminarer, klubbesøg og andre arrangementer fra d.d. og til og med søndag den 29. marts 2020,« skriver DBU Jylland.

Også udendørs

Samme melding kommer fra DBU Sjælland og DBU Fyn. Onsdag meldte regeringen ud, at den anbefaler, at alle indendørs fritidsaktiviteter aflyses i de kommende uger. Men fodboldunionerne tager skridtet videre og henstiller til, at også udendørs træning aflyses.

»Det skal dog nævnes, at regeringens anbefalinger i denne omgang først og fremmest relaterer sig til indendørs aktiviteter. Vi har dog den holdning, at alle fodboldaktiviteter, både indendørs og udendørs, bør aflyses. For selv om de fleste fodboldaktiviteter foregår under åben himmel, så vil medlemmer, frivillige, dommere, forældre m.fl. stadig færdes og være tæt sammen i klublokaler, omklædningsrum m.v., og det vil ikke være hensigtsmæssigt i den nuværende situation,« skriver DBU Jylland.

Håber klubberne følger trop

Det betyder, at børnene hverken kan komme i skole eller dyrke fritidstilbud i de kommende uger.

»Vi aflyser alle aktiviteter i hele marts måned, og vi anbefaler alle vores klubber at gøre det samme og lukke alle aktiviteter ned - det vil sige træninger, møder m.m.,« udtaler formand for DBU Sjælland Jakob Koed.

»Vi er fuldt ud klar over, at disse tiltag vil påvirke fodbolden og mange fodboldklubber negativt, men vi har den klare opfattelse, at vores samfundsmæssige ansvar som organisationer og foreninger og vores fælles interesse i at beskytte de danske borgere og hjælpe myndighederne vægter højest i denne helt ekstraordinære situation,« lyder det fra DBU Jylland.

Klubber lukker ned

Flere klubber overalt i Danmark har allerede fulgt anbefalingen. Fra en af Jyllands største klubber, VSK Aarhus, lød beskeden allerede onsdag aften til alle klubbens medlemmer:

»I henhold til myndighedernes anbefalinger her til aften, nedlægges al foreningsaktivitet i VSK Aarhus fra d.d. og frem til 30. marts, medmindre myndigheder melder andet ud. Det betyder at al træning-, kamp- og træningslejraktivitet suspenderes foreløbigt,« skriver klubben.

Alle medarbejdere på DBU’s kontorer i DBU Jylland. DBU Sjælland og DBU Fyn er sendt hjem, men vil som udgangspunkt arbejde hjemmefra.