Svensk målhelt om sejr over Real Madrid: Det føles utroligt
Den 20-årige svensker Alexander Isak scorede to af Sociedads mål i 4-3-sejren i den spanske pokalturnering.
En svensker og en nordmand var i fokus, da Real Sociedad torsdag slog Real Madrid i kvartfinalen i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.
Norske Martin Ødegaard åbnede målfesten efter lidt over 20 minutter, mens svenske Alexander Isak i anden halvleg blev dobbelt målscorer i Sociedads 4-3-sejr på Santiago Bernabeu over giganterne fra den spanske hovedstad.
Sejren betyder, at Sociedad er klar til semifinalen i Copa del Rey.
- Det føles utroligt, siger den 20-årige Isak til spansk tv efter kampen ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- Jeg er meget glad for, at jeg kan bevare denne her form, og at vi kan vinde kampen er utroligt.
Imens deler den 21-årige nordmand Martin Ødegaard et billede af Real Sociedad efter torsdagens kvartfinale på det sociale medie Instagram med tilhørende tekst på spansk:
- Sikke en speciel aften. Dette hold er fantastisk. Tak for støtten.
Martin Ødegaard er udlejet til Sociedad fra netop Real Madrid.
Senere torsdag aften røg en anden spansk gigant, FC Barcelona, også ud af pokalturneringen.
Det skete, da Athletic Bilbao med et mål i overtiden slog Lionel Messi og FC Barcelona.
Ud over Athletic Bilbao og Real Sociedad skal Mirandés fra næstbedste række og Granada nu kæmpe om pokaltitlen.
Der er lodtrækning til semifinalerne på fredag.
/ritzau/