Fortsæt til indhold
Fodbold

Parma gav Gattuso skrækkelig trænerdebut i Napoli

Parma slog Napoli på udebane efter et sent mål, da Gennaro Gattuso fik en skidt debut som Napoli-træner.

/ritzau/

Gennaro Gattuso vil næppe huske tilbage på sin trænerstart i italienske Napoli med stor fornøjelse.

Lørdag var den tidligere AC Milan-træner for første gang på sidelinjen med ansvaret for den italienske klub, som i ugens løb fyrede rutinerede Carlo Ancelotti.

Her jagtede Napoli tre point efter syv kampe uden sejr i Serie A, da Parma var på besøg, men det gik lige modsat.

Stillingen var 1-1 i tredje minut af tillægstiden, da Gervinho iværksatte en omstilling og fra egen banehalvdel førte bolden frem.

Den endte hos svenske Dejan Kulusevski, som igen fandt Gervinho, der sparkede bolden i mål til 2-1.

Det blev kampens resultat, og dermed måtte Napoli og 41-årige Gattuso erkende, at trænerfyringen ikke i første omgang var den rette medicin til at få klubben ud af suppedasen i den bedste italienske række.

Napoli vandt senest i ligaen 19. oktober, da Verona blev slået 2-0, og siden er det blevet til fem uafgjorte kampe og tre nederlag.

Det placerer Napoli på ottendepladsen med 21 point og hele 17 point op til Inter, der topper rækken for en kamp færre.

Parma kom foran 1-0 efter blot fire minutter af kampen, da Kulusevski udnyttede, at Napolis forsvarsspiller Kalidou Koulibaly begik en brøler. Det betød, at Kulusevski fik frit løb mod Napolis mål, hvorefter han sparkede bolden i mål.

Efter en god time udlignede Arkadiusz Milik til 1-1, og derefter var der lagt op til minimum et point til Napoli, men det gik altså helt anderledes.

Andreas Cornelius var med i startopstillingen hos gæsterne, men den danske landsholdsangriber blev udskiftet efter 17 minutter.

Med sejren ligger Parma nummer syv i rækken med 24 point foran netop Napoli.

Artiklens emner
Parma