De tabte, men kunne alligevel juble: FCK havde brug for hjælp for at spille sig videre i Europa League
FC København tog torsdag aften imod Malmø FF i den sidste og afgørende Europa League-gruppekamp, men der skulle hjælp fra en anden kamp for at sikre danskerne succes.
Decemberluften var fuld af røgen fra romerlys og lyden af fodboldsange, der blev forstærket af sulten efter at kunne håne naboen på den anden side af Øresundsbroen.
Vigtigst af alt var dog FC København og Malmø FF’s mulighed for at kvalificere sig videre fra Europa League-gruppespillet.
Derfor blev der for en sjælden gang jublet efter et nederlag i Parken, selvom glæden ikke var ligeså tydelig blandt de danske fans som i den svenske lejr. For selvom FC København tabte 1-0 til Malmø FF, og selvom københavnerne derved tabte for første gang i årets Europa League, var det ikke altafgørende for andet end håneretten.
Dynamo Kiev spillede nemlig 1-1 mod Lugano på hjemmebane, og så havde både FC København og Malmø FF sikret sig avancement fra gruppen med svenskerne på førstepladsen.
Inden den sidste gruppekamp havde FC København ni point, Malmø FF lå nummer to med otte point, mens Dynamo Kiev havde seks point inden mødet med bundproppen Lugano, der havde to point.
Anføreren og den velsagtens bedste spiller for FC København, Carlos Zeca, sad ude med karantæne, og manager Ståle Solbakken erkendte inden kampen, at det ville være »både dumt og naivt« at påstå, at det ikke ville få en betydning.
Nicolaj Thomsen erstattede Carlos Zeca på den centrale midtbane, og han viste eksempler på sit fine overblik allerede fra begyndelsen af kampen, der var med til at skabe flere gode angreb for FC København i løbet af kampens første ti minutter.
Til gengæld fremstod Malmø FF i begyndelsen afventende og påpasselige med en nærmest anonym offensiv anført af Markus Rosenberg. Den 37-årige angriber spillede karrierens sidste kamp efter at have været forbi klubber som Werder Bremen, Ajax og West Bromwich, men det i barndomsklubben Malmø FF, han er allermest populær. Også i torsdagens kamp skulle han få en hovedrolle.
FCK-manager Ståle Solbakken ville skabe en løbestærk midtbane, og det gav plads til den 22-årige med Robert Mudrazija, der dermed startede inde for første gang i sæsonen.
Kroaten efterlod dog ikke et overbevisende indtryk og blev flere gange trynet, mens Malmø FF begyndte at blive farlige på omstillingsangreb med danske Søren Rieks som en evig trussel på venstrekanten.
Første halvlegs bedste mulighed opstod imidlertid til FC København-topscoreren Dame N’Doye, der fik et helt frit hovedstød efter et flot hjørnespark fra Pierre Bengtsson, men senegaleseren headede langt over mål. Den slags afbrændere ligner bestemt ikke stjernen, der har scoret otte mål i ti ligakampe.
Imens kom Dynamo Kiev bagud mod Lugano, og så lignede det en fælles skandinavisk succesoplevelse.
Det blev fejret med romerlys blandt FC København-tilskuerne., men ikke just af spillerne på banen, og spillet frøs fast i kulden i begyndelsen af anden halvleg.
Ståle Solbakken lignede flere gange en stresset husmor, der vil have børnene til at dæmpe sig, da nordmanden viftede med armene for at få sine spillere til at få mere ro på bolden.
Lige lidt hjalp det, og med et kvarter tilbage af kampen var Markus Rosenberg først ved at bringe Malmø FF foran på et fladt indlæg, inden en afslutning ramte ham og siden FC København-forsvareren Sotirios Papagiannopoulos på vej ind målet
Med 1-0 målet til Malmø FF begyndte FC København-lejren at skæve nervøst mod resultatet i Dynamo Kiev-Lugano.
Københavnerne fik ganske vist udlignet, men Michael Santos scoring blev annulleret for offside fem minutter før tid.
Derfor jublede Malmø FF, da kampen blev fløjtet af, mens FC København måtte vente lidt endnu på forløsningen. Dynamo Kiev havde nemlig netop udlignet til 1-1 mod Lugano, men da kampen i Ukraine kort efter blev fløjtet af, kunne også københavnerne juble over avancement, selvom det var Malmø FF-fansene, der brølede højest efter at have sikret sig håneretten på tværs af Øresund.