Chelsea giver kriseramte Watford en ny mavepuster
Trods udebane havde Chelsea ikke de store problemer med Watford og hentede en for lille sejr på 2-1.
Chelsea holder snor i topholdene Liverpool og Manchester City i Premier League med lørdagens 2-1-sejr på udebane over bundholdet Watford.
Selv om cifrene kunne antyde en tæt kamp, var det ikke nødvendigvis tilfældet. Chelsea lignede et mandskab med fuldstændig styr på tingene, selv efter at Watford havde reduceret til 1-2 på straffespark.
Gæsterne skulle kun bruge fem minutter på at bringe sig foran ved Tammy Abraham, som scorede sit niende sæsonmål.
Det var midtbanemanden Jorginho, der fandt den unge angriber med en millimeterpræcis fremlægning, og Abraham lobbede kuglen over den fremstormende Ben Foster i Watford-målet.
For et hjemmehold, der endnu ikke har vundet en kamp i ligaen, var det en mavepuster.
Foster måtte flere gange redde sine nedslåede holdkammerater, der skulle være godt tilfredse med at slippe fra første halvleg med 0-1 på måltavlen.
Ti minutter efter pausen gik det dog galt igen. Mason Mount havde allerede misbrugt en stor chance, da den pludselig formstærke Christian Pulisic lavede gæsternes andet mål.
Abraham spillede bolden fladt på tværs fra baglinjen, og Pulisic kunne let sende bolden i nettet, mens et passivt Watford-forsvar ikke gjorde nogen god figur.
Da lignede det kun et spørgsmål om, hvor stor sejren skulle være, men i slutfasen begik Jorginho et noget unødvendigt straffespark på Gerard Deulofeu, der ikke var sen til at falde til jorden, da han blev ramt på anklen.
Spanieren reducerede selv fra pletten, men indledningen til et afsluttende stormløb fra hjemmeholdet var der dog ikke tale om.
Først i kampens sidste sekvens måtte Chelsea-målmand Kepa Arrizabalaga for alvor vise sin kunnen, da han parerede et nærgående hovedstød.
Umiddelbart efter blev der fløjtet af, og Chelsea kunne glæde sig over de tre point, der bringer holdet op på i alt 23, to færre end Manchester City på andenpladsen.