Lars Olsen: »Det kan da godt være, at jeg er lidt rusten«
Lars Olsen skal frem til sommeren 2022 være træner i Esbjerg fB. Han kommer fra landstrænerjobbet på Færøerne.
Først siger Lars Olsen »nej« til spørgsmålet, om han er lidt rusten efter at have været væk fra rollen som klubtræner og arbejdet som landstræner i otte år for Færøerne.
Men så ombestemmer han sig.
»Det kan godt være, at jeg er lidt rusten, for jeg har været væk i ni år, siden jeg stoppede i OB. Til gengæld vil jeg vove den påstand, at jeg er godt rustet til jobbet som træner i Esbjerg, for jeg har været igennem hele genren af trænergerninger. Senest som landstræner for Færøerne, hvor halvdelen af spillerne var halvtidsprofessionelle, og igennem OB og Randers, og i Brøndby var jeg ungdomstræner, så jeg har prøvet lidt at hvert, og jeg mener, at det kun er et spørgsmål om de første par dage, før jeg er inde i rollen igen,« siger Lars Olsen.
Den 58-årige sjællænder har i otte år ikke haft en trup at arbejde med i det daglige, og deri ligger den store forskel mellem at være klub- og landstræner.
»Det er meget forskellige roller. Men jeg har været klubtræner i over otte år i Randers og Odense, og da jeg skiftede til Færøerne, måtte jeg omstille mig lidt i starten. Nu er der så gået otte år – som er lang tid i fodbold – hvor jeg har vænnet mig til at være landstræner, og nu skal jeg til at skride den anden vej,« siger Lars Olsen.
Set mange kampe
Sportschef i Esbjerg fB, Jimmi Nagel Jacobsen, har ikke haft betænkeligheder ved at ansætte en træner, der har været væk fra klubfodbolden så lang tid.
»Vi har talt om, hvor godt han er opdateret på Superligaen, men som færøsk landstræner har han set masser af fodbold i Skandinavien og i Superligaen, og der er også flere spillere fra Færøerne, der har spillet i Superligaen. Han har fulgt ligaen tæt og har haft bopæl i Danmark, så han ved godt, hvordan de forskellige hold spiller, og hans indsigt er ganske god,« siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Lars Olsens seneste job i Superligaen var for OB i perioden 2007-10. Her vandt han to sølvmedaljer med et hold, hvor der ikke var plads til mange talenter, og lige præcis talentarbejdet er en hjørnesten i Esbjergs nuværende strategi.
»Man skal se på, hvor OB var henne dengang. Der spillede de med om guldet hvert år, og hvis man ser på FCK, havde de også mange år, hvor de ikke kunne sluse unge spillere ind. Det ændrer ikke på, at man ikke kan have lyst til at arbejde med det. Lars ved godt, at en af strategierne er, at vi gerne vil uddanne spillere fra vores eget akademi og spille med dem omkring vores førstehold, hvis de er gode nok,« siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Dyre spillere
Lars Olsen siger, at han ikke er blevet pålagt at satse på ungdommen i Esbjerg.
»Men man ser det gerne, og det er jeg helt med på, og det er også en fin strategi. Det er jo mange klubbers lod at fokusere på den del, for fodboldspillere i dag er blevet dyre, og de fleste af klubberne kører ikke med en sund økonomi. Det er dyrt at hente kvalificeret arbejdskraft udefra,« siger Lars Olsen.