AaB stopper samarbejdet med Allan Gaarde
Allan Gaarde er færdig som sportsdirektør i AaB. Det meddeler superligaklubben til fondsbørsen.
Fodboldklubben AaB stopper samarbejdet med sportsdirektør Allan Gaarde med øjeblikkelig virkning. Det oplyser superligaklubben i en fondsbørsmeddelelse.
Allan Gaarde tiltrådte i AaB i juni 2013 og nåede dermed at sidde i jobbet i over seks år.
AaB-bestyrelsesformand Torben Fristrup roser Allan Gaarde for arbejdet i klubben og forklarer, at man i AaB nu er i gang med at finde ud af, hvordan den fremtidige sportslige ledelse skal se ud.
- Efter drøftelser mellem bestyrelsen og direktionen omkring den fremtidige struktur i vores sportslige afdeling er vi imidlertid enige om at revurdere vores sportslige setup.
- Bestyrelsen vil snarest sætte sig sammen og beslutte den fremtidige struktur, lyder det fra Torben Fristrup.
Han fremhæver, at Gaarde var med til at vinde det danske mesterskab samt pokaltitel i 2014.
- Allan Gaarde skal blandt andet huskes for sin medvirken til vores historiske The Double i 2014 med såvel et dansk mesterskab og en pokaltitel samt AaB's største spillersalg nogensinde i form af Christian Bassogog i 2017.
- Og vi har været glade for at have Allan som sportsdirektør, siger Torben Fristrup i meddelelsen.
AaB vandt i fredags holdets seneste kamp i Superligaen med 1-0 hjemme over OB. Det var holdets anden sejr i træk, da nordjyderne i runden forinden havde vundet 2-0 ude over Hobro.
Inden de to sejre i træk havde AaB tabte tre kampe i træk i en lidt ujævn og svingende sæson indtil videre med seks sejre og seks nederlag.
Nordjyderne har hentet 19 point i 13 kampe og er placeret som nummer otte i Superligaen.
De seks bedste hold går videre til mesterskabsspillet, som AaB akkurat missede i sidste sæson. Det var en målsætning for AaB at slutte i top-6.
AaB oplyser, at Allan Gaardes opgaver i første omgang skal fordeles imellem administrerende direktør Thomas Bælum og cheftræner Jacob Friis.
AaB skal i den næste kamp i Superligaen møde Sønderjyske på udebane. Den kamp spilles søndag i Haderslev.