Fortsæt til indhold
Fodbold

Intens overlevelseskamp endte uden vinder

Både Horsens og Vejle var tæt på scoringer, men Skærtorsdagsdramaet mellem de to østjyske rivaler endte uden scoringer.

Det er sjældent, at 0-0-kampe kan betegnes som brag, men opgøret mellem Horsens og Vejle var en underholdende og intens affære, der trods manglen på mål bød på både dramatik og spænding helt frem til slutfløjt.

Det uafgjorte resultat betyder, at Velje forpassede muligheden for at øge chancerne for en mirakuløs overlevelse, idet en sejr kunne have bragt oprykkerne forbi Sønderjyske i puljespillet og blot to point fra Horsens. I stedet er der fortsat fem point mellem torsdagens to mandskaber.

Efter at have vundet de to foregående to kampe i puljespillet var det ellers et selvtillidsfuldt Vejle-mandskab, der mødte frem i Horsens. Gæsterne spillede med et overskud og en frigjorthed, man ikke har oplevet tidligere i sæsonen, og med omkring 1000 medrejsende Vejle-fans i ryggen, var det også udeholdet, der indledte kampen bedst.

Allan Sousa var i stort spillehumør og ramte overliggeren på et veludført frispark, mens Horsens omvendt kæmpede med at finde momentum og rytme i spillet. Hjemmeholdet var usammenhængende, og selv de berømte dødbolde var ufarlige, og Vejle blev således ikke truet i nævneværdig grad før pausen.

Som kampen skred frem, kom Horsens dog bedre med i opgøret, og særligt i anden halvleg fik hjemmeholdet etableret bedre spil og viste mere pondus i offensiven, og kampen balancerede undervej på en knivsæg, mens intensiteten steg i takt med stemningen i opgøret mellem de klassiske østjyske rivaler.

Et billede på Horsens’ forvandling efter pausen var den dødbold midtvejs i anden halvleg, som endte hos Søren Reese, der bugserede bolden på stolpen, men det var kun ved standardsituationer, værterne var farlige. Vejle forsøgte sig med kontrastød, men heller ikke det gav mål, og så endte hele herligheden uden vinder.