Fakta: Homofobiske tilråb skaber stor debat
Ved to episoder søndag og mandag blev der sunget homofobiske sange rettet mod FCK-spilleren Viktor Fischer.
I forbindelse med superligakampen mellem OB og FC København blev der angiveligt sunget homofobiske sange af OB-fans mod FCK-spilleren Viktor Fischer.
Mandag blev der igen sunget homofobiske sange rettet mod Viktor Fischer i forbindelse med opgøret mellem FC Nordsjælland og Brøndby.
Læs mere om sagen her:
Søndag den 7. april:
- Under kampen mellem OB og FCK i Odense bliver der angiveligt sunget homofobiske sange rettet mod Viktor Fischer. Efter kampen går FCK-profilen ned mod OB-fansene og tildeler dem fingerkys. Holdkammeraten William Kvist kritiserer sammen med Fischer de homofobiske tilråb.
- OB tager på Twitter afstand fra de homofobiske tilråb.
Mandag den 8. april:
- Fanklubber i OB og FCK tager i et fælles statement afstand fra homofobi.
- Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fortæller til DR, at søndagens homofobiske sange rettet mod Fischer ikke er et særtilfælde i dansk fodbold. Øland er glad for, at FCK-angriberen valgte at fortælle om sangene i stedet for at ignorere dem.
- OB’s kommercielle chef siger til Ekstra Bladet, at det er for sent at straffe de personer, der søndag sang homofobiske sange rettet mod Fischer.
- Dansk Boldspil-Union (DBU) roser Fischer for hans reaktion. Fodboldforbundet håber, at der gøres noget ved søndagens hændelser, og at de involverede OB-fans bliver straffet.
- Brøndbyfans synger efter mandagens superligakamp mod FC Nordsjælland homofobisk sang om Viktor Fischer.
Tirsdag den 9. april:
- På sin hjemmeside skriver den officielle fanklub Brøndby Support, at mandagens sange om FCK's Viktor Fischer er "homofobiske og komplet uacceptable".
- S-ordfører Mogens Jensen kalder homofobiske tilråb for uacceptable og roser Fischer for hans reaktion på tilråbene. Kulturordføreren beder kulturminister Mette Bock (LA) indhente en redegørelse fra DBU om tilråbene.
- Viktor Fischer får opbakning af FCK-manager Ståle Solbakken. FCK-manageren ser det som et problem for fodbolden og siger til NRK, at homofobiske tilråb ikke hører hjemme i 2019.
- LGBT-forperson Peder Holk Svendsen roser Viktor Fischer for at sige fra. Peder Holk Svendsen mener, det er yderst kritisabelt, at der stadig er fodboldfans, der kommer med homofobiske tilråb.
- Pan Idræt, der er en idrætsforening med fokus på mangfoldighed og kæmper mod homofobi, anmelder hændelsen om homofobiske tilråb til Fodboldens Disciplinærinstans.
- Divisionsforeningens formand, Claus Thomsen, mener, at der skal ændres holdninger og ikke kun straffes ved at nægte grupper af fans adgang til stadion, hvis man på sigt skal gøre noget ved problemerne med homofobiske tilråb.
- Fodboldens Disciplinærinstans tager ved egen drift taget sagen op og vil behandle de to episoder.
- Kulturminister Mette Bock (LA) kræver sanktioner efter homofobiske tilråb. Hun beder DBU om at redegøre for sagen.
- Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil samle flere store idrætsforbund til en dialog om problemstillingen med homofobi, siger DIF-direktør Morten Mølholm.
Onsdag den 10. april:
- Jakob Kehlet, der dømte superligakampen mellem OB og FCK, siger til DR, at han ikke hørte de homofobiske tilråb fra tribunerne. Havde dommeren hørt de homofobiske tilråb, ville han have stoppet kampen, siger han.
/ritzau/