Roma har hyret Ranieri som træner indtil sommer
Claudio Ranieri skal føre Roma gennem resten af denne sæson efter fyringen af Eusebio Di Francesco.
Det var ikke længe, trænerveteranen Claudio Ranieri nåede at gå arbejdsløs efter fyringen i Premier League-klubben Fulham.
Den 67-årige italiener er fredag blevet hyret af AS Roma i hjemlandet, hvor han skal udfylde det ledige trænersæde i resten af denne sæson.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- På dette tidspunkt af sæsonen er det vigtigt at finde en træner, der kender klubben, forstår omgivelserne, taler sproget og er i stand til motivere spillerne. Claudio opfylder alle disse krav, lyder det i meddelelsen.
Roma fyrede torsdag den hidtidige cheftræner, Eusebio Di Francesco, efter nederlaget til FC Porto i Champions Leagues ottendedelsfinale tidligere på ugen.
Fredag fortsatte udrensningen i den sportslige ledelse, da sportsdirektør Ramon Rodriguez Verdejo - også kaldet Monchi - måtte rydde sit kontor.
Claudio Ranieri er født i Rom og var også cheftræner i hovedstadsklubben mellem 2009 og 2011.
Siden har han haft job i Grækenland, Frankrig og England og huskes ikke mindst for sin tid i Leicester, der sensationelt vandt det engelske mesterskab med Ranieri på sidelinjen.
Senest var han ansat i Fulham, men opholdet i London-klubben blev en fiasko og sluttede 28. februar efter godt tre måneder.