Fortsæt til indhold
Fodbold

Gyldent håndtryk på 43 mio. kr. medfører shitstorm

Richard Scudamore tjener 20 mio. kr. om året. Nu skal han have 43 mio. kr. i afskedsgave.

Den afgående formand for Premier League, der repræsenterer den øverste række i engelsk fodbold, Richard Scudamore kan måske se frem til et otium med masser af penge i banken.

Torsdag bliver Richard Scudamore erstattet af Susanna Dinnage som formand, og i den forbindelse vil Chelseas formand, Bruce Buck, have samtlige 20 klubber i Premier League til hver at spytte 250.000 pund – 2,145 mio. kr. – i hatten til et gyldent håndtryk. I alt 43 mio. kr.

Det skriver flere britiske medier, blandt andet BBC.

Ifølge Daily Mail er der hidtil fem klubber, der har modsat sig anmodningen om at udbetale det gyldne håndtryk, og hvis forslaget skal gå igennem kræver det, at 14 klubber stemmer ja, når der er møde i Premier League på torsdag.

Richard Scudamore har igennem sine 19 år som formand været med til at tegne tv-kontrakter, der har gjort den engelske Premier League til verdens mest indbringende fodboldliga, og det har han fået et fast beløb på 7,7 mio. kr. om året for. Til tider har hans bonusser dog bragt årslønnen op på godt 20 mio. kr.

Forslaget har medført en regulær shitstorm på sociale medier, hvor fodboldfans og prominente hoveder i fodboldmiljøet har raset.

»Når Premier League-klubber, jeres klubber, vores klubber, ikke engang overvejer at give 2 mio. kr. til græsrodsfodbold, men vil give det til en mand, der tjener 20 mio. kr. om året… En fucking skandale,« skriver den tidligere fodboldspiller og nuværende kommentator, Stan Collymore, på Twitter.

I et miljø, hvor bandeord er hverdag, er Stan Collymores kommentar i den mere bløde ende af shitstormen.

Premier League har igennem længere tid været kritiseret for ikke at ville sende nok penge ned i systemet til græsrodsfodbolden, hvor talenterne udklækkes.

Som formand har Richard Scudamore har været med til at forgylde Premier League. Da han overtog posten i 1999 indbragte tv-aftalerne 5,8 mia. kr. til fodboldklubberne, men siden er indtjeningen strøget i vejret, således at den i dag er 43 mia. kr. om året. Det gør Premier League til fodboldligaen med verdens suverænt bedste tv-aftale.