Usain Bolt gør debut for australsk fodboldklub
Fredag skal den tidligere olympiske mester spille sin første kamp for Central Coast Mariners.
Den hurtige jamaicaner havde sin første træning med den australske fodboldklub Central Coast Mariners d. 18 august i år, og fredag kan han for første gang sætte sine fødder på banen til en kamp. Selvom kampen er en venskabskamp, er det også en chance for hurtigløberen for at bevise sit værd på fodboldbanen inden holdet skal spille sæsonens første kamp i den australske A-League i oktober.
Det skriver BBC.
Bolt har vundet otte OL-guldmedaljer i distancerne 100 meter og 200 meter, men valgte at indstille sin atletik-karriere i 2017 og i stedet satse på fodbold som levevej. Han har tidligere trænet med tyske Borussia Dortmund, sydafrikanske Sundowns og norske Strømsgodset.
Han har tidligere udtalt, at en professionel karriere inden for fodbold har været en livslang drøm for ham.
Central Coast Mariners træner Mike Mulvey sagde i forbindelse med Usain Bolts første træning, at jamaicaneren havde gode forudsætninger for at komme langt med fodbold, men at der stadig var lang vej endnu.
»Han har nogle gode grundlæggende færdigheder, men han skal bruge lidt tid til at tilpasse sig. Han har spillet en del fodbold mellem atletikken, så det handler mere om at kunne holde trit med vores måde at spille på,« sagde Mike Mulvey.
Bolt er da også klar over, at en karriere inden for topfodbold vil kræve en del arbejde. Også selvom man er en af de hurtigste i verden.
»Det har været min drøm at spille professionel fodbold og jeg ved, at det vil kræve en masse hårdt arbejde og træning for at komme op på det niveau der skal til for at spille og gøre et indtryk i A-League. Jeg siger altid, at alt er muligt. Jeg tænker ikke i begrænsninger og jeg ser frem til udfordringen,« sagde Usain Bolt.