Fortsæt til indhold
Fodbold

Zorniger vil videre i Europa: Vi skal spille med kløgt

Alexander Zorniger vil have sine spillere til at tage bedre beslutninger, når Brøndby torsdag møder Subotica.

/ritzau/

Brøndby skal spille med endnu mere omtanke end normalt, når holdet torsdag på eget græs møder serbiske Spartak Subotica i kvalifikationen til Europa League.

Brøndby-træner Alexander Zornigers mandskab vandt i sidste uge med 2-0 på udebane og er derfor godt på vej mod playoffrunden.

- Vi skal gøre arbejdet færdigt i morgen aften.

- Vi vil altid være tro mod vores spillestil, men vi skal ikke spille naivt i morgen. Vi skal derfor tage vores energiske måde at spille på og kombinere det med at spille med europæisk kløgt og snilde, siger Zorniger til klubbens hjemmeside.

Brøndby-træneren har analyseret udekampen i Serbien og weekendens 1-3-nederlag til FC København i Superligaen.

Zorniger fortæller, at spillerne har lært af de seneste kampe, hvor der er blevet truffet forkerte beslutninger.

- Meget handler om kvalitet i beslutninger, der skal tages lynhurtigt. Hvornår skal vi presse højt? Hvornår skal vi stå lidt dybere?

- Vores måde at spille på gør, at disse beslutninger på banen mange gange kan afgøre, om vi kommer frem til en målchance, eller om vi bliver fanget i en omstilling.

- Vores mål er at komme videre til playoffrunden, og det kræver, at vi tager mange rigtige beslutninger i morgen aften, siger træneren.

Der er kampstart torsdag klokken 20.00 på Brøndby Stadion.

Ud over Brøndby er FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland på europæiske opgaver torsdag aften.