Van der Vaart må vente på debut i Esbjerg
Rafael van der Vaart må væbne sig med tålmodighed. Han er endnu ikke klar til debut i Esbjerg, mener træneren.
Esbjerg har skrevet en etårig kontrakt med Rafael van der Vaart, men hollænderen må vente på sin debut.
Den tidligere Hamburger SV-, Tottenham- og Real Madrid-spiller er nemlig ikke "kampklar på nuværende tidspunkt".
Det vurderer cheftræner John Lammers ifølge Esbjergs hjemmeside, hvor truppen til mandagens kamp mod Sønderjyske er lagt op.
35-årige van der Vaart blev hentet i 2016 hentet til FC Midtjylland som et af de største navne i Superligaens historie.
Men tiden i FC Midtjylland blev ingen succes for den hollandske midtbanespiller. Han nåede blot 20 kampe i FCM-trøjen, og i sidste sæson måtte han tage til takke med to indhop i Superligaen og seks kampe for reserveholdet.
Tidligere på måneden blev han så præsenteret som ny spiller i Esbjerg.
Selv om van der Vaart må vente på sin debut for Esbjergs førstehold, er han faktisk allerede noteret for en enkelt kamp for vestjyderne.
Han var med i Esbjergs reserveholdskamp 23. juli mod Sønderjyske.
Mandagens hjemmekamp mod Sønderjyske i Superligaen begynder klokken 19.