Sådan fungerer det omdiskuterede VAR-system
Den nye videoteknologi VAR er for første gang med til en VM-slutrunde i fodbold, hvor det i kampens hede skal hjælpe dommeren med at træffe den rigtige beslutning.
Det deler fodboldvandene, det nye VAR-system.
Fodboldromantikere mener, at det tager charmen ud af det smukke spil, mens andre lægger vægt på, at fodboldreglerne som sådan ikke kan gradbøjes.
For første gang nogensinde er Video Assistant Referee - som det korrekt hedder - med til en VM-slutrunde, hvor det skal klæde dommeren på til at dømme de rigtige kendelser i mere tvivlsomme spilsituationer.
Den nye videoteknologi blev bl.a. taget i brug under kampen mellem Danmark og Peru, hvor dommeren på efterkrav dømte straffespark til peruvianerne, efter billederne kunne vise, at Yussuf Poulsen ureglementeret havde nedlagt Christian Cueva i feltet.
Men hvordan er reglerne egentlig for det meget omdiskuterede videosystem?
Hvis dommeren er i tvivl om en given kendelse, kan han enten afbryde spillet og gennem sit headset konsultere den dommerbesætning, der sidder og nærstuderer alle situationer på en række computerskærme.
Eller så kan dommeren selv løbe ud til en skærm på sidelinjen og med egne øjne se på skærmen, hvad der netop har udspillet sig på banen, og ud fra det forsøge at træffe den rette beslutning.
Men hvornår kan dommeren gøre det?
Dommeren kan kun benytte sig af VAR-systemet, når det kommer til kampafgørende spørgsmål om, hvorvidt et mål skal anerkendes, om der skal dømmes straffespark, om en spiller skal have direkte rødt kort eller hvis dommeren kommer i tvivl om spillerens identitet.
Med det nye VAR-system kan også tvivlsomme offside-kendelser tages under yderligere videolup, hvis de fører til en scoring.
Er det derimod en situation, hvor bolden hopper og danser inde på målstregen, kan dommeren støtte sig til den såkaldte mållinjeteknologi. Dommeren har et armbånd på, der giver klart signal, hvis bolden skulle krydse den rigtige side af målstregen.
Men VAR-systemet gælder altså ikke, hvis der opstår tvivl om hjørnespark, frispark og gule kort. Her er dommeren overladt til sin egen dømmekraft.
For en spiller, der lige er blevet nedlagt i straffesparksfeltet og måske føler sig fejlagtigt bortdømt, kan det virke oplagt at henvende sig til dommeren. Men det er faktisk ikke tilladt at opfordre dommeren til at bruge VAR. I så fald koster det spilleren en advarsel.
Diskussionen om VAR's berettigelse på en fodboldbane vil unægteligt fortsætte. Men skal man tro den danske Fifa-dommer Jakob Kehlet, har det nye VAR-system allerede fået en værdig start på den igangværende VM-slutrunde.
»Det lader til, at VAR fungerer rigtig godt. Fifa har fundet en god måde at bruge det på. Jeg var oprindeligt lidt bange for, at det ville gå over gevind med alt for mange kendelser, der ville blive dømt via systemet, men der er fundet en god balance,« siger Jakob Kehlet.