Schmeichel: VM-bolden er skrækkelig
Ifølge Schmeichel kan den mest hårdt sparkende målmand ved VM sparke på mål direkte fra målspark med VM-bolden.
Vi har hørt det før, og man kunne, lidt drillende, spørge: Hvornår har en målmand sidst kaldt en ny bold for god? Uanset hvad har Danmarks målmand Kasper Schmeichel ingen stor ros til VM-bolden. Han har faktisk ingen overhovedet.
»Det er en skrækkelig bold. De designer jo ikke fodbolde til målmænd. Det gør de for at se mål. Hvis Ederson spiller for Brasilien, kan han skyde på mål med den,« sagde Kasper Schmeichel tirsdag i landsholdets træningslejr i Helsingør med henvisning til den brasilianske målmand fra Manchester City, som har et af de hårdeste spark.
»Jeg vil vædde med, at han kan sparke på mål fra målspark med denne bold. Det er helt sikkert,« uddybede Schmeichel.
Målmænd vil gerne have bolde, hvor de kan regne med dens bane i luften. Det kan man ifølge Kasper Schmeichel ikke med bolden til VM i Rusland.
»Den er utilregnelig, lynhurtig og møghamrende glat. Vi har testet fire-fem forskellige handsker, og ingen kan få et godt greb i bolden,« forklarede han.
Bedre end Jabulani
Især til VM i 2010 modtog den såkaldte ”Jabulani” bold utrolig hård kritik fra både målmænd og markspillere. Den bevægede sig voldsomt meget i luften, og det blev ikke bedre af, at mange af kampene blev spillet højderne, hvor den tynde luft fik bolden til at flyve længere og hoppe højere.
Landsholdets målmand Lars Høgh bringer selv Jabulani-bolden i spil, når han skal vurdere bolden til VM denne sommer.
»Hvis Jabulani-bolden var skrækkelig er denne lidt bedre. Jabulani var virkelig frygtelig,« forklarer Høgh.
»Som målmand ser man for det første på gribesikkerheden i handsken, og den bliver ikke god, når det er en helt ny bold. Derudover handler det om, hvordan bolden svæver, og hvordan den flyver væk fra foden. Da er denne ikke så god som en Select-bold, men det er heller ikke en Jabulani,« fortsætter han.