Fortsæt til indhold
Fodbold

Krisen i Randers FC fortsætter efter endnu en gang øretæver

Randers FC ligner efterhånden et af de fire hold, der skal i nedrykningsplayoffkampe.

Solen skinnede over Bionutria Park i Randers, selvom situationen i Randers FC er ganske dyster.

Randers FC havde ikke vundet i de seneste syv kampe, inden holdet søndag eftermiddag tog imod FC Nordsjælland, holdet ligger næstsidst i Superligaen med samme pointantal som FC Helsingør, og hvis Randers FC skal undgå de frygtede playoff-kampe senere på foråret, skal der sejre på kontoen hurtigt.

Men det blev heller ikke denne søndag, at Randers FC tog et skridt ud af krisen. FC Nordsjælland vandt sikkert opgøret 2-0.

Randers FC har haft umådeligt svært ved at score i denne sæson. 19 mål i 23 kampe, og randrusianerne var igen søndag ganske svag i offensiven. Cheftræner for Randers FC Rasmus Bertelsen havde valgt at skifte fra sin vante 4-4-2opstilling til 4-5-1, hvor svenske Mikael Boman lå alene på toppen.

Det betød, at Mikael Bomans første 45 minutter af kampen var en ensom tilværelse, fordi FC Nordsjælland vanen tro havde mest boldbesiddelsen og holdt spillet på Randers’ banehalvdel.

Den kompakte Randers-midtbane gav dog flere gode muligheder for omstillinger, men hver gang Randers FC havde optræk til noget farligt, satte en dårlig berøring, et for langt træk eller en dårlig aflevering en stopper for det.

Som i det 37. minut, da Mikael Boman modtog bolden i et opspil med ryggen til FC Nordsjællands mål. Svenskeren tog bolden godt til sig og slog en perfekt aflevering i dybden til Jakob Johansson på højrekanten. Mikael Boman og to andre Randers-spillere løb ind i feltet, men i stedet for at sende et fornuftigt indlæg ind i feltet, lossede Jakob Johansson bolden ud over baglinjen.

Mere skarpe var FC Nordsjælland i deres offensive spil, og i det 28. minut kombinerede de unge sjællændere sig igennem Randers-defensiven, og da 17-årige Mikkel Damsgaard modtog en perfekt tilbagelægning fra Mikkel Rygaard i feltet, satte han med en hård inderside sikkert bolden i nettet til 1-0.

Allerede to minutter inde i anden halvveg blev ondt værre, da FC Nordsjællands-anfører Mathias Jensen på en returbold sendte bolden i nettet til 2-0.

Randers FC var tæt på at svare tilbage, da Kasper Enghardt modtog bolden på bagerste stolpe på et hjørnespark, men hans hovedstød blev reddet på streget af Victor Nelsson.

Derefter havde kunne Randers FC slet ikke få fat i kampen. Et pres på FC Nordsjælland kunne de ikke præstere, og så var det i stedet gæsterne, der gjorde det til 3-0 kort før tid, da Nikolai Baden scorede.

Selvom det længe har været sikkert, at Randers FC ender uden for top seks, begynder det også at blive svært for østjyder at undgå deltagelse i de frygtede playoff-kampe om overlevelse i Superligaen.

Uanset hvilken af de to puljer, Randers FC havner i efter grundspillet, er der nemlig lige nu mindst 10 point op til de hold, der som udgangspunkt kommer til at indtage andenpladserne i puljerne. Et forspring, der med Randers FC’s form taget i betragtning, ser ud til at blive mere end svært at hente.