DBU afventer, hvad Hellerup Finans' krise får af betydning for Lyngbys fremtid
»At en ejer ikke har nogen penge betyder helt firkantet ikke, at en klub ikke har penge,« lyder det fra DBU.
En ting kan fastlægges. Hellerup Finans' økonomiske situation skaber ikke længere kun uvished for Lyngby Boldklub. Den truer Superliga-klubben på eksistensen. Hellerup Finans, bestyrelseformand, Torben Jensen, oplyste i en pressemeddelelse mandag, at det kriseramte selskab skal rekonstrueres.
»Vi kan konstatere, at denne samarbejdsvilje (fra Hellerup Finans' kreditorer, red.) ikke er tilstede og har derfor søgt hjælp hos Advokatfirmaet Plesner for at sikre, at nedlukningen sker på forsvarlig vis, og det er "værktøjet" rekonstruktion så vejen til,« siger han i pressemeddelelsen.
De selskaber, der nu skal under rekonstruktion, er Selskabet af 1. juni 2005 A/S og Selskabet af 13. maj 2013 A/S. De gik tidligere henholdsvis under navnet Hellerup Finans A/S og Forvaltningsselskabet Hellerup Finans A/S.
I pressemeddelelsen indrømmer Torben Jensen selv også, at Lyngby Boldklub er truet.
»Hovedaktionæren er under rekonstruktionsbehandling og kan derfor ikke hjælpe klubben, så det er en meget presset situation for Lyngby Boldklub,« siger han.
Hos DBU vil man dog for nuværende ikke kommentere, hvad Hellerup Finans' krise kan få af konsekvenser for klubben, som selskabet ejer.
»At en ejer ikke har nogen penge betyder helt firkantet ikke, at en klub ikke har penge. Det er Hellerup Finans, som har meldt ud, at selskabet skal rekonstrueres, det er ikke Lyngby Boldklub. Andet kan vi i DBU ikke forholde os til p.t.,« siger Troels K. Jensen som er DBU's licensmanager for Licensudvalget, som skal godkende klubbernes økonomiske situation inden hver sæson.
Troels K. Jensen kan ikke udtale sig konkret om Lyngbys økonomiske situation, men fortæller i generelle vendinger, hvad det er, klubberne skal leve op til for at få fornyet deres licens.
»Klubberne skal rapportere om deres økonomiske formåen til DBU kvartalvis. Er der ting i de rapporter, som gør ikke er tilfredsstillende eller efterlader spørgsmål, skal der komme hyppigere underretninger til os, så vi præcist ved, hvordan situationen er,« siger Troels K. Jensen.
Licensudvalget afviste i første omgang Lyngbys licens for denne Superliga-sæson, da Lyngby ikke kunne »dokumentere sin evne til at fortsætte driften frem til udgangen af klublicensperioden,« som det hed i afgørelsen.
Licensen blev dog sidenhen givet, da Lyngby fremførte nye oplysninger til Licensudvalget om at man havde egenkapital til at føre driften videre i minimum et år. Den egenkapital var dog bundet op flere selskaber under Hellerup Finans, der nu skal rekonstrueres.
Sker det samme for selve Lyngby Boldklub, får det konsekvenser i Superliga-stillingen.
I DBU's love og regler står det nemlig beskrevet, at »Indgiver en under DBU hørende klub begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs til skifteretten i henhold til konkursloven, fratrækkes klubbens 1. seniorhold 6 point med virkning fra 1. spillerunde i den nærmest efter indgivelsen følgende turneringsstart i en turneringshalvdel.«
Går Lyngby Boldklub konkurs, bliver klubben tvangsnedrykket og spillerne løst fra deres kontakt.
Torben Jensen oplyste torsdag middag til TV 2 News, at Lyngby leder efter personer, som kan skyde 5-6 mio. kr. ind i klubben.