Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB vandt chancernes kamp i Lyngby

Unge Jannik Pohl indtog en hovedrolle, da uskarpe AaB sejrede på Lyngby Stadion og dermed holder sig til i kampen om slutspilspladserne.

Hvad får man, hvis blander Superligaens dårligste forsvar med det næstdårligste angreb en decemberkold eftermiddag på et fodboldstadion nord for København?

Ja, i hvert fald ikke berusende forsvarsspil og teknisk gode afslutninger. Tværtimod gav Lyngby og AaB hinanden - og de alt for få tilskuere på Lyngby Stadion - et intenst opgør med masser af store chancer, men med alt for mange grimme fejl. Og nå ja, to fine scoringer på to minutter, der sikrede nordjyderne sejren.

Søndagskampen begyndte imidlertid helt som ventet - og lettere kedeligt - med to hold, for hvem de tre point ville have massiv betydning i jagten på slutspilspladserne. Lyngby spillede på langs, AaB spillede på tværs, og ingen af delene havde gavnlig effekt. Lyngby-træner Thomas Nørgaard brølede ellers sine udvalgte spillere frem, frem, frem, men hverken topscorer Mayron George eller kreatøren Mikkel Rygaard formåede for alvor at rive den stærke AaB-defensiv fra hinanden.

Kasper Pedersen og sine fire forsvarsmakkere stod oftest godt placeret, og det var kun løse skud fra distancen, der pressede nordjyderne. I den modsatte ende blev aalborgensernes manglende kvalitet derimod tydeliggjort midt i første halvleg, da Jannik Pohl tog sig en lang løbetur i højre side af banen. Han driblede, spurtede og kæmpede for at få bolden forbi sin direkte modspiller, men bolden endte med at trille ud over mållinjen.

Den unge spidsangriber tog dog sin revanche syv minutter før pausen. Et glimrende dybdeløb og så en velplaceret afslutning fra en skarp vinkel. Hovsa. En AaB-føring ud af ingenting og flyvende fadøl i udebaneafsnittet.

Endnu bedre blev det for gæsterne, da Edison Flores spillede Rasmus Thellufsen fri i venstre side under to minutter senere. 20-årige Thellufsen tog et træk mod midten og skød på mål. 0-2 på måltavlen.

Det tvang Lyngby til at reagere. Derfor blev Kim Ojo sendt på banen og et tre-mands-forsvar installeret. Desværre for Lyngby var det i lang tid uden effekt på måltavlen trods flere fine muligheder.

AaB, ja, de havde ikke blot fine muligheder, nordjyderne havde adskillige kæmpe målchancer efter pausen. Takket været en rystende uskarp – men arbejdsivrig – Jannik Pohl lukkede nordjyderne ikke kampen allerede efter en times spil. Han misbrugte på skammeligste. Igen og igen.

I fodbold bliver det ofte straffet, og kort før tid ramte et indlæg også panden på indskiftede Kim Ojo, der reducerede til 1-2. Men heldigvis for Jannik Pohl var reduceringen uden betydning.

Med cifrene 1-2 er der pludselig rigtig langt til top seks for Lyngby, mens AaB i den grad stadig er i spil til en slutspilsplads.