Sky opruster til fremtiden: Nyt stortalent er hentet
Team Sky har taget de langsigtede briller på med erhvervelsen af endnu et cykeltalent, 20-årige Pavel Sivakov.
Med fem triumfer de seneste seks år i Tour de France har det britiske cykelhold Sky vist sig som en magtfaktor i cykelfeltet.
Og den position gør holdet alt for også at kunne bestride de kommende år.
Søndag skrev holdet kontrakt med det colombianske kæmpetalent Egan Bernal, og mandag hev man endnu et af verdens største cykeltalenter ind i folden.
Blot 20-årige Pavel Sivakov fra Rusland slutter sig fra næste sæson til Sky-tropperne, og han har i flere år slået fast, at han er en af de absolut mest lovende ryttere.
Som junior vandt han klassikeren Flandern Rundt, han har en andenplads i Liege-Bastogne-Liege for U23-ryttere, og så vandt han i juni GiroBio - U23-rytternes udgave af Giro d'Italia.
Trods evnerne i klassikere ligner Sivakov en fremtidens mand til etapeløb, og hans egne ambitioner som etapeløbsrytter var en af årsagerne til, at valget faldt på Sky.
- Jeg har kørt godt i etapeløb, og jeg mener, at Sky er verdens bedste etapeløbshold. Jeg føler, at jeg kan udvikle mig mest hos Sky og blive den bedst mulige rytter, siger Sivakov til det britiske holds hjemmeside.
/ritzau/