Marcel Kittel tog femte etapesejr i Touren
Tyskeren demonstrerede igen sin suverænitet, da der skulle spurtes.
Det er trivielt. Men hvad skal man stille op, når man er verdens hurtigste mand på to hjul og øjensynligt kan gøre, som det passer en i de mange massespurter, som rute-planlæggerne har budt på indtil nu i Tour de France.
Marcel Kittel tog sin femte etapesejr efter en dag, hvor endnu et håbløst udbrud slap afsted allerede fra kilometer 0. Herefter var det ellers bare at overlade resten til kontrolleret tomgangskørsel med veltimet eksekvering i den smukt beliggende målby ved Pyrenæernes fod, hvor dagens sidste udbryder Maciej Bodnar blev opslugt af feltet, inden Kittel slog efterbrænderen til på jet-benene.
Den femdobbelt etapevinder fik lov til at gradbøje ”lykkelig” endnu en dag, og det gjorde den store tysker så.
”Jeg er ovenud lykkelig, og jeg må bare konstatere, at jeg er i mit livs form,” analyserede Kittel, der nu er oppe på samme antal etapesejre, som Mark Cavendish høstede i 2010.
Dramatik undervejs
Etapen bød dog også på dramatik undervejs. Ikke mindst da Jakob Fuglsang og Astana-kollega Dario Cataldo var en tur i asfalten. Den italienske løjtnant udgik øjeblikkeligt efter episoden med stærke smerter i håndleddet, og Fuglsang modtog behandling af løbslægen, som forsøgte at køle et forstuvet håndled ned med spray.
Også den i forvejen hårdt medtagede Alberto Contador måtte en tur i asfalten med 22 km tilbage, og det samme var tilfældet for Romain Bardet, løbets nummer tre, som dog øjensynligt var den, der slap mest smertefrit over problemerne.
Torsdag bliver det med sikkerhed uden Marcel Kittel i hovedrollen, da løbet igen bevæger sig ind i bjergene for at overlade scenen til de ryttere, som kan gøre sig håb om at vinde Tour de France.
Jakob Fuglsang indtager stadig løbets femteplads med et minus på 1.37 til manden i gult.