Fortsæt til indhold
Cykling

Fem ting, der er forandret og værd at holde øje med i årets Tour de France

Dansk Tour-kaptajn, historisk startby og debuterende hold fra Mellemøsten i årets Tour.

På en måde er alting, som det plejer i Tour de France - prustende ryttere kæmper sig gennem de franske bjerge og landeveje i løbet af 21 etaper, indtil vinderen af det hele får lov at iklæde sig den gule førertrøje.

Alligevel er der noget, der er anderledes, når det franske etapeløb starter på lørdag den 1. juli.

Tag nu selve startbyen, Düsseldorf, hvor rytterne ruller ud på de første 13 enkeltstartskilometer.

Det er første gang, at det forenede Tyskland får lov til at være vært for Tour de France, efter løbet sidst kom forbi Vesttyskland i 1987.

Inden da havde Frankfurt og Køln ageret tysk startby for løbet, der aldrig tidligere er startet i Düsseldorf.

En af dem, der vil blive holdt øje med fra starten i både i Danmark og resten af cykelverden, er danske Jakob Fuglsang.

Den nykårede vinder af Critérium du Dauphiné får for første gang lov til at agere kaptajn for Astana - formentlig i »selskab« med Fabio Aru - fra løbets start, efter italienske Vincenzo Nibali tidligere har haft førsteret til den ære.

Netop Vincenzo Nibali repræsenterer nu i stedet et af de andre nye elementer i årets Tour de France, holdet Bahrain-Merida.

Den tidligere Tour-vinder er dog ikke udtaget til holdet, da han i stedet har fokuseret på blandt andet Giro d’Italia.

Dermed bliver han ikke en del af holdets debut i Touren, der samtidig for første gang bliver gæstet af et hold med udgangspunkt i Mellemøsten.

I stedet kommer rytterne Janez Brajkovic og Ion Izagirre til at blive profilerne for det hold, der bliver sendt afsted til Frankrig.

Bahrain-holdet er i gang med sin første sæson i World Touren, ligesom det er tilfældet for holdet UAE Team Emirates, der har fundament i De Forenede Arabiske Emirater.

Holdet har overtaget licensen fra det italienske cykelhold Lampre-Merida, der gennem flere år har været fast inventar i Tour de France.

Der er også fortsat et umiskendeligt italiensk skær over holdet, der har Giuseppe Saronni som sportschef.

Under årets Tour de France kommer rytterne som sædvanligt forbi frygtindgydende bjerge som Col du Telegraphe og Col du Galibier.

For første gang i 25 år skal rytterne imidlertid forbi alle Frankrigs fem største bjergkæder under løbet, nemlig Jurabjergene, Vogeserne, Massif Central, Pyrenæerne og Alperne.

Selvom bjergetaperne notorisk får stor betydning for klassementet, forventes det hele først at blive afgjort på årets 20. etape, hvor rytterne skal slutte af med en enkeltstart, der har mål på Marseilles Stade Vélodrome.

Stadionet bliver normalt brugt til rugby og fodboldklubben Olympique de Marseilles hjemmekampe, men vil for en enkelt dag agere start- og målby for et cykelløb.

Byen plejer normalt at lægge asfalt til flade sprinteretaper, og det er første gang, at en enkeltstart vil udspille sig i byens gader.