Fortsæt til indhold
Cykling

Riis er tilbage som hovedsponsor

Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er nye hovedsponsorer for det tidligere Team Trefor.

Saint-Gervais

Traditionelt er juli-måned fyldt med rygter og spekulationer i cykelregi. Der bliver nemlig forhandlet, aftalt og underskrevet rytter-kontrakter i stor stil, selvom intet må offentliggøres inden 1. august.

Sommermåneden har i særdeleshed været spændende med den danske cykelbrille på. Ifølge både medier og agenter har Bjarne Riis været på vej tilbage i cykelsporten med et nyt hold, efter at han og erhvervsmanden Lars Seier Christensen præsenterede ”The Riis & Seier Project” i februar.

Fredag skete det så, men ikke under den form, som man kunne have forventet. Danske Nor Pro Cycling, det tidligere Team Trefor, melder nemlig på holdets hjemmeside, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen overtager hovedsponsoratet. Fremover skal holdet hedde Team Virtu Pro-Veloconcept.

Det danske Continental-hold bliver en slags rugekassehold for et Pro-Tour-hold, forklarer holdet i en pressemeddelelse.

»Det er endnu et skridt på vejen for Riis Seier Project, og på sigt er det da også planen, at Team Virtu Pro-Veloconcept skal fungere som talenthold for et verdensklasse-mandskab. Der er masser af grøde og talent i dansk cykelsport, så vi vil gerne sikre, at vi er helt tæt på den udvikling og understøtter den,« siger Bjarne Riis og Lars Seier.

I første omgang gælder Riis og Seiers aftale med Nor Pro Cycling året ud, men parterne forbereder allerede de kommende år, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Riis Seier Project vil gerne være med til at sikre, at Danmark fortsat er et godt sted at udvikle sig som talent og bakke den danske continental-scene op. Samtidig er vi i gang med at opbygge et stærkt fundament og et set-up omkring et internationalt cykelhold. Derfor giver det rigtig god mening for os at sponsorere det her cykelhold,« siger Bjarne Riis og Lars Seier i en fælles udtalelse.

Men Bjarne Riis og Lars Seier kommer ikke til at indgå i den daglige ledelse og driften af holdet.

Som ny hovedsponsor og investorer vil makkerparret agere sparringspartner og bidrage til at fastlægge den overordnede strategi for det danske Continental-hold.

Hos Nor Pro Cycling er man meget tilfreds med aftalen.

»Det er en enestående mulighed for vores hold til at løfte niveauet for vores talentudvikling yderligere, og det glæder mig, at vi med aftalen sikrer holdet en langtidsholdbar løsning, så vi kan fokusere på det daglige arbejde med talenterne,« siger Jeppe Hansen, direktør for Nor Pro Cycling.

Tidligere bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech, er også en del af sponsoratet via sit samarbejde med Veloconcept.