Spartacus’ sidste Tour er ikke en hygge-tur
Som 35-årig stiller schweizeren Fabian Cancellara fra start til Tour de France for sidste gang. Men han er ikke kommet for bare at være med.
Carentan
»Der er ikke et eneste øjeblik i løbet af Tour de France, hvor man kan slappe af.«
Ordene kommer fra den schweiziske temporytter Fabian Cancellara. Han ved, hvad han taler om.
Det er nemlig ellevte gang, at han skal køre Tour de France. Samtidig er han den rytter, der sammenlagt har båret den gule førertrøje flest dage uden at vinde løbet. 29 dage i gult er det blevet til.
Men ellevte gang er også sidste gang for 35-årige Fabian Cancellara, der dominerede tidskørsler og prologer gennem mange år i Tour de France sammenhæng.
»2016 bliver mit sidste Tour de France,« sagde Fabian Cancellara til pressemødet med sit hold Trek-Segafredo forud for det franske etapeløb.
Meldingen kom næppe som en overraskelse, men det er trods alt en herre, som har sat sit præg på Tourens historie, der takker af.
I alt er det blevet otte etapesejre i Tour de France-regi for Cancellara, og selvom det er sidste gang han stiller fra start, er han ikke på afskedstur i det franske.
»Det er ikke et afskedsløb, men et reelt løb. Jeg vil som altid forsøge at skabe de bedste resultater, så det er business as usual. Og formentlig ender det ikke som sidste år,« siger schweizeren, der nåede at erhverve sig den gule trøje på anden etape, men styrtede dagen efter og måtte udgå.
For hvis der er nogen, der ved hvor hårdt et etapeløb på tre uger er, så er det Fabian Cancellara.
De sidste tre gange han har medvirket er han nemlig udgået af løbet, og sidste gang schweizeren gennemførte løbet var i 2011.
Alligevel kommer han til touren med ambitioner, men umiddelbart ser det svært ud for den firdobbelte verdensmester i enkeltstart. Årets Tour de France-rute indeholder to enkeltstarter, men ingen af dem er på fladt terræn. Derfor passer de bedre til ryttere, der også er gode klatrere.
Men mon ikke manden med rygnummer 62 på en eller anden måde gør sig bemærket i årets Tour de France. Det kunne i hvert fald ligne ham.