Et trin ned ad stigen og nu verdensmester
Efter fire år med svingende resultater, kunne han mandag igen kalde sig verdensmester.
Nok er han hurtig, og nok er han en af de store talenter i dansk cykling. Men derfra og så til at blive U23-verdensmester i enkeltstart er der alligvel et stykke vej.
Ikke desto mindre var det netop det, som 21-årige Mads Würtz Schmidt fra kontinentalholdet Coloquick formåede at gøre under verdensmesterskaberne i Richmond i USA mandag.
Her tog han guldet foran tyskerne Maximilian Schachmann og Lennard Kamna, der kom i mål i tider, der var henholdsvis 12 og 21 sekunder langsommere end danskeren. Dermed har Mads Würtz nu to verdensmesterskaber bag sig. I 2011 vandt han nemlig juniorverdensmesterskaberne i København.
Sol og måne stod rigtigt
Tidligere professionel cykelrytter, Thomas Bay, der nu er ekspertkommentator på Eurosport, ser et stort potentiale i den unge randrusianer.
»Det hele gik som det skulle. Jeg var ret sikker på, at Mads nok skulle få en god placering, men at han vandt i så overbevisende stil, vidner om, at han ramte topformen på dagen,« siger han.
Den unge dansker blev sendt ud på ruten som nummer 14 af ialt 52 ryttere, og dermed var det også en nervepirrende ventetid, der mødte Mads Würtz da han kom i mål. Nok lå han nu nummer et, men de bedste ryttere manglede stadig at blive sendt ud på ruten.
Hen mod slutningen af konkurrencen, fik Mads Würtz så uventet hjælp fra vejrguderne, da periodevis let regn og en lidt kraftigere brise end i starten af konkurrencen begyndte at ramme konkurrenterne, og sejren var en realitet.
Svigtende resultater
I 2012 blev Mads Würtz en del af Team Cult Energy, men de helt store resultater udeblev, og da holdet ved udgangen af 2014 skiftede til at blive et professionelt kontinentalhold, skiftede han til kontinentalholdet Coloquick.
»Mads så det som en trin ned ad stigen, og han var meget fokuseret på at komme tilbage på Team Cult. Men da vi fik ham overbevist om, at han havde andre gode muligheder, så kom han virkelig tilbage på et højt niveau. Og nu er det bare gået op i en højere enhed for Mads,« fortæller holdejer Brian Pedersen.
En billet til procykling
Allerede nu, mindre end et døgn efter at Mads Würtz vandt verdensmesterskabet, har flere professionelle cykelhold henvendt sig med tilbud.
»Der er ingen tvivl om, at Mads er en god all-round cykelrytter. En ting er at køre en god enkeltstart, men de store hold vil have ryttere, der kan køre godt under alle dele af et cykelløb,« siger Thomas Bay og pointerer, at Mads Würtz er sådan en rytter.
Han mener dog, at Mads Würtz ville have gavn af en sæson mere i kontinentalklassen, inden han rykker op i prorækken.
»Der er ingen tvivl om, at Mads nu vil få gode tilbud fra andre cykelhold. Vi mener stadig, at han vil have gavn af et år mere hos os, men hvis Mads mener, at det er det rette tidspunkt at rykke videre på, så vil vi ikke stå i vejen for det. Men det vil være et stort tab for Coloquick,« siger hold-ejer Brian Pedersen.