Tour-vinder tror fortsat på succes efter nedtur
Det begyndte skidt for den forsvarende mester, men italieneren kører nu bedre og bedre.
SAINT-JEAN-DE-MAURIENNE
Sidste år kørte han fra alt og alle i Tour de France og vandt den gule trøje, men i årets udgave har Vincenzo Nibali vist sig at være meget langt fra vinderformen i 2014.
Allerede før feltet ramte det første rigtige bjerg, begyndte han at falde af på de mindre bakker og tabte dyrebar tid. Inden torsdagens etape er han otte minutter og fire sekunder efter Chris Froome.
Men siden bjergene i Pyrenæerne har Astana-kaptajnen kørt sig en smule mere ind i løbet, og via flot teknik på nedkørslen tirsdag vandt han 28 sekunder på de andre favoritter. Med tre Alpe-etaper tilbage er intet afgjort, mener Jakob Fuglsang, der er holdkammerat med Nibali.
”Han kører bedre nu, og vi har ikke givet op. Vi bliver ved at forsøge på at tage tid på favoritterne, og så må vi se, hvor langt det ender med at række,” siger Jakob Fuglsang.
På onsdagens etape måtte tredjepladsen i klassementet, Tejay Van Garderen fra BMC, trække sig fra løbet, da en sygdom bogstaveligt talt tog pusten fra ham.
Det betyder, at Vincenzo Nibali glider op på syvendepladsen i klassementet, og det giver mod på mere.
”Vi så med Tejay , at han måtte udgå med sygdom. Så det kan gå hurtigt. Det var i hvert fald en plads op i klassementet. Det er slet ikke slut endnu. Det bliver nogle hårde dage nu her i Alperne,” siger Jakob Fuglsang.
Vincenzo Nibali er en af feltets bedste nedkører, hvilket han altså viste på tirsdagens etape, hvor de andre ikke kunne følge med ham.
På onsdagens etape var der ligeledes en lidt længere nedkørsel, som også var teknisk svær. En kilometer før toppen af stigningen forsøgte Nibali at køre fra Froome og Quintana, men han måtte se sig hentet. Angrebet var ellers nøje planlagt.
”Vores sportsdirektører vidste, at Nibali skulle forsøge at komme først op stigningen over, så der ikke var nogle andre, som angreb. Men de sagde også i radioen, at vi skulle køre sikkert ned uden at tage for mange chancer. Så det var også med den på. Men han er jo en god nedkører,” siger Jakob Fuglsang.
På dagens etape har Vincenzo Nibali endnu en lang nedkørsel kort før mål, når rytterne skal ned fra Col du Glandon. Her han kan forsøge at angribe de andre favoritter og kravle endnu længere frem i klassementet.