Cykling

Merckx gjorde borgmester rasende

Den belgiske ”kannibal” kørte så stærkt, at Marseilles borgmester bandlyste Touren fra sin by.

Eddy Merckx krydser mållinjen i Paris og vinder sin tredje Tour de France-sejr i 1971. Arkivfoto: AP

Eddy Merckx var cykelsportens kannibal tilbage i 1960’erne og 70’erne. Belgieren vandt rub og stub, og det var ikke med små marginaler. Det var med en brutalitet, som nærmeste kvalte spændingen i de løb, Merckx deltog i.

Den dominans, han kastede over sporten, gjorde ham upopulær hos det franske publikum, og selv Tour-ledelsen havde i 1971 skræddersyet ruten, så den var møntet på at nedtone belgierens overlegenhed. Og det blev eksemplificeret i en lederartikel af Jacques Goddet, der sad i direktionen.

”Hvad kan vi fremover gøre for at undgå, at belgieren kværker Touren.”

Kongens fald

I Tour de France i 1971 havde Merckx’ konkurrenter og løbsledelsen langt hen i løbet haft held til at bremse ”kannibalens” overtag i sporten.

På 11. etape blev der for alvor vendt op og ned på magtforholdet. Luis Ocaña vandt etapen og tog den gule førertrøje. Men alle snakkede om kongens fald. Eddy Merckx havde vist sig menneskelig og tabt tid. Han lå næsten 10 minutter efter førertrøjen, og alle postulerede, at belgierens Tour var færdig.

Men de tog fejl. Det ansporede blot Merckx til at angribe dagen efter, på 12. etape, i et grotesk tempo på de 251 km fra Orciéres-Merlette til Marseille.

”Jeg ville angribe lige fra starten af. Ved startlinjen så jeg Ocaña spankulere rundt i førertrøjen og grine med journalisterne. Ja, vent du bare, tænkte jeg,” forklarede Merckx.

Borgmester kom for sent

Nu trådte ”kannibalen” i karakter. Han var fyr og flamme og åd de mange kilometer op i tempofyldt ridt, som sjældent er set mere voldsomt.

Merckx kom af sted i stort udbrud, og ingen af favoritterne var med. De tordnede ind mod mål i Marseille, og etapen blev kørt med utrolige 46,2 km/t. Udbruddet kom ind halvanden time før beregnet, og det fik store konsekvenser for Tour de France, der naturligvis endte med at have Merckx som samlet vinder.

Byens borgmester, Gaston Deferre, skulle have holdt tale foran Touren, men Merckx’ hurtige ankomst betød, at borgmester ikke nåede frem, inden alle var forsvundet fra målområdet. Da han kom frem, blev han blot mødt af et mennesketomt område, og der var ingen til at høre talen eller se borgmesterkæden.

Han var rasende, og Deferre svor, at Touren aldrig nogensinde skulle komme forbi Marseille igen. Og Deferre holdt sit ord. Han var byens borgmester fra 1953 til sin død i 1986, og først i 1989 vendte Touren tilbage til den sydfranske storby.

Jyllands-Postens serie med anekdoter fra Tour de France blev bragt første gang i 2012 og 2013. Flere af historierne er blevet til med udgangspunkt i bogen ”Le Tour”, som er skrevet af journalist Joakim Jakobsen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Cykelmagasinet.dk
Flere nyheder på Cykelmagasinet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her