Trine Marie Vingegaard kan mærke en tydelig forandring hos sin mand efter et vildt år

Der er opstået en uventet mulighed, så selvfølgelig har Trine Marie Vingegaard besluttet sig for at gribe den.

»Jeg har faktisk tid lige nu, for Hugo sover,« skriver hun efterfulgt af et par dansende emojis.

Netop hensynet til den snart etårige fyr er noget af det, som interviewet skal handle om.

Sammen med et par ubehagelige uheld har Hugo på mere lykkelig vis været med til at skabe et nyt perspektiv på fremtiden – både for sin mor, der insisterer på at holde fast i egne drømme, og den sportsstjerne, hun er blevet gift med midt i en periode, der let kunne have forvandlet hende til en passiv husmor i skyggen af sin mands karriere.

»Med to børn synes han da også, at han går glip af noget derhjemme. Det skal han regne ind i forhold til den glæde, han har ved at cykle. Udløbsdatoen for karrieren rykkede jo allerede tættere på med vores første barn. Men styrtet sidste år (i Baskerlandet Rundt, red.) har nok også gjort noget for Jonas i forhold til tankerne om fremtiden,« siger hun.

»Det er dårlig stil«

Tag ikke fejl af den imødekommende nordjyske dialekt.

Der kan snildt snige sig en snert af vrede ind i talestrømmen, når Trine Marie Vingegaard har ramt sin grænse.

Det gjorde den 39-årige kvinde i foråret, da der opstod et deja-vu i forhold til det føromtalte styrt i Baskerlandet.

I år var det Paris-Nice, der skabte problemer i forhold til det, der endnu en gang har defineret hele familiens planer for året – Tour de France, som den 28-årige cykelstjerne vil gøre alt for at vinde for tredje gang i karrieren.

»Jeg tænder for fjernsynet og hører kommentatorerne sige: ”Vingegaard er styrtet, vi ved ikke, hvor slemt det er endnu.” Alle på holdet ved, at vi hører om det fra tv. Det er dårlig stil, at de ikke sender en sms om, at han er okay. Det kan jeg simpelthen ikke forstå.«

Denne gang slap Jonas Vingegaard med en hjernerystelse. Ikke desto mindre var uheldet i marts endnu en påmindelse om den evige trussel, der vil lure, så længe kaptajnen for Visma-Lease a Bike er professionel cykelrytter.

»Jeg har faktisk fået mere ro i maven, fordi jeg oplever, at Jonas er begyndt at tage det alvorligt. Jeg har også fået ham til at køre med cykellygter til træning. Før var han sådan: ”Nå, dem har jeg ikke lige fået ladet op” Jeg ved, at han er blevet meget mere opmærksom på de små ting, der gør det mere sikkert.«

Den nye indsigt kom til udtryk efter Paris-Nice. Den ellers så afdæmpede herre udtrykte en klar kritik af, at han ikke var blevet tjekket ordentligt af lægerne efter sit styrt. På den måde kan han være med til at ændre noget, der rækker ud over mangelfuld kommunikation fra holdets side, mener Trine Marie Vingegaard:

»Han er i en position, hvor han skal tale om det. Han bliver hørt. Han skal bruge sin status til at skabe en positiv udvikling. De kører jo stærkere hele tiden, men sikkerheden følger ikke med,« siger hun og fortsætter:

»Vi har talt om, at han kan være med til at skabe en sikkerhed i feltet. Det er helt klart også derfor, han kom med kritik af den måde, hans hjernerystelse blev håndteret. Ellers bliver det jo ikke ændret, hvis ingen siger stop.«

Er kvinder bare sejere?

Sådan kan Trine Marie Vingegaard let komme til at virke: resolut og standhaftig. Også selv om hendes virkelighed lægger op til konstante kompromisser, som hun forklarede i et interview med Jyllands-Posten for snart to år siden.

»Det er hele tiden en afvejning af, hvem der skal tages mest hensyn til – Frida eller Jonas. Til sidst brænder jeg jo selv ud, hvis alt handler om at opfylde deres behov,« sagde hun med henvisning til datteren og ægtefællen.

Så hvordan ser tilværelsen ud nu, hvor hun er blevet mor til to, mens hun stadig agerer manager for sin mand?

Trine Marie Vingegaard begynder at opremse, hvad der optager hende for tiden.

»Jeg har gang i tre byggeprojekter, jeg har lavet en app, tager mig af børnene og alle aktiviteter omkring Jonas’ karriere.«

Det lyder som et umuligt projekt at få tid til det hele. Den slags indvendinger preller tilsyneladende af på hende, »ja, det ved jeg nu ikke«, siger hun og fortsætter den hurtige talestrøm:

»Jeg griner nogle gange lidt af Jonas, for vi kan se på hans målinger af puls osv., hvordan hans aktivitetsniveau stiger, når han er hjemme. Så det er et mere hardcore energiniveau, vi kører herhjemme, og nærmest rent wellness, når han er afsted med holdet.«

Men hvordan kan hun holde til det?

Hun stikker tilbage med et kækt, »kvinder er nok bare lidt sejere end mænd«, inden hun tilføjer:

»Jeg tror, at jeg kun har ét gear. Jeg har ikke brug for at speede op for at have gang i mange ting. Det handler mest om, at jeg ikke skal sætte gang i for mange projekter. Jeg ser altid mange muligheder, og så har jeg brug for, at Jonas indimellem siger ”ro på nu”. Det motiverer mig ikke at være hjemmegående husmor. Jeg skal have gang i nogle projekter, der er mine egne.«

Med det sagt vil hun gerne understrege, at »børnene er det vigtigste«.

»Jeg vil helst have dem herhjemme i stedet for at sende dem i institution, selv om jeg har travlt. Vi har ikke au pair eller sådan noget. Vi har en masse gode folk omkring os, der kan hjælpe med at tage dem, når jeg ikke selv kan.«

»Jeg kan ikke gøre andet«

Derfor forsøger familien at være så meget i Danmark som muligt.

»Det er her, vi kan lade bedst op, børnene og jeg,« siger hun.

Alligevel bliver store dele af året brugt på at rejse rundt til udlandet – Frankrig, Schweiz, Spanien – for at følge Jonas Vingegaard på træningslejre eller til løb.

»Frida har helt klart brug for ro, og det kan jeg også mærke på Hugo. Når vi rejser meget, bliver han mere urolig og morsyg. Frida kunne ikke engang lokkes med i legeland af sin mormor, efter vi havde været på en af de lange rundrejser sidste år,« siger Trine Marie Vingegaard, inden hun skynder sig at tilføje:

»Men jeg kan ikke gøre andet end at holde dem tæt på mig. Lige nu er der et vindue for Jonas, som vi skal udnytte.«

Derfor rejser familien atter afsted til Tour de France gennem det meste af juli, hvor Hugo skal opleve sin første sommer som en del af Vingegaard-entouraget med missionen om at erobre verdens største cykelløb.

»Sidste år var et helt specielt år på grund af styrtet i Baskerlandet. Vi var jo i tvivl om, hvorvidt Jonas overhovedet ville blive klar til Touren. I år har vi faktisk haft den samme optakt som årene forinden. Der er rigtig meget rejseaktivitet op til Tour de France, hvor Jonas ikke er i Danmark i mere end 10 dage inden for fem måneder. Det er lang tid, hvor vi som familie ikke kan lade op, som vi helst gerne vil. Det tærer på kræfterne at være i udlandet hele tiden – både for ham og for os.«

Da frygten blev reel

Under interviewet er der blevet kredset om styrtet i Baskerlandet Rundt et par gange. Uheldet i april 2024 efterlod Jonas Vingegaard med en punkteret lunge og brud i »stort set alle knogler i overkroppen«, som han selv har formuleret det.

Trine Marie Vingegaard tager en dyb indånding, da hun bliver bedt om at forholde sig til det øjeblik, hvor hun og Jonas Vingegaard blev konfronteret med deres værste frygt.

»Det er nok for Jonas, det har ændret mest. Det har taget toppen af hans udødelighed, tror jeg. Han har kørt, som om det ikke kunne ske for ham. Nu har han fundet ud af, at han ikke er urørlig.«

Hun tænker sig om et øjeblik, inden hun fortsætter.

»Han følte jo en skyld, da han lå der på asfalten. Hvad havde han egentlig gang i? Det sidder da i ham, at han gør det for sin egen skyld. Så hvornår har han opnået nok? Kommer man nogensinde til det? Men det bliver ikke mig, der siger stop.«

Parret har fået hjælp til at bearbejde den frygt og de tanker, der opstod i forbindelse med styrtet.

»Når sådan noget sker, skal man have en professionel ind over. Men vi har også bare talt meget om det derhjemme, helt åbent. Det vigtigste er, at det ikke bliver en hård knude. Når han tænker tilbage på det, skal der være frit rum til at tale om det,« siger hun.

Men hvad med hende selv? Hun griner lidt afvæbnende.

»Jeg pakker mig lidt mere væk. Det er ham, der er i fokus nu. Det er ham og børnene, der er det vigtigste.«

Men kan du ikke mærke, at det dukker op indimellem så?

»Jeg kan ikke gå og være nervøs hele tiden. Vi har talt om, at det er det værd, at han fortsætter med at cykle. Det vigtigste for mig er, at han har den der glæde stadigvæk. At han virkelig elsker det. Så længe han har den glæde, har han min fulde opbakning.«

Jyllands-Posten har tidligere bedt Trine Marie Vingegaard og Jonas Vingegaard forholde sig til fem udvalgte spørgsmål om deres forhold, der begyndte på ColoQuick-holdet, hvor han kørte fra 2016-18 – se deres svar i videoen herunder: