Styrt sender profil ud af Tour de France
Det er sket før, og nu sker det igen. Et styrt har sendt Jonas Vingegaard-rivalen Primoz Roglic ud af Touren.
Den slovenske cykelstjerne Primoz Roglic (Bora) er ude af Tour de France efter styrt på torsdagens 12. etape. Det skriver Bora på X før fredagens 13. etape.
34-årige Roglic styrtede i slutfasen af 12. etape og kom forslået i mål sammen med nogle holdkammerater.
Inden 12. etape lå han nummer fire i det samlede klassement lige efter Jonas Vingegaard (Visma) og havde 2 minutter og 15 sekunder op til Tadej Pogacar, der fører løbet.
Roglic lå inden fredagens 13. etape nummer seks samlet med 4 minutter og 42 sekunder op til den gule førertrøje.
- Primoz Roglic er blevet undersøgt grundigt af vores læge efter gårsdagens etape og igen her til morgen. Beslutningen er, at han ikke starter i dag for at kunne fokusere på kommende mål, skriver Bora uden at uddybe yderligere.
Roglic var i en årrække holdkammerat med Vingegaard hos Visma, men i jagten på at vinde Tour de France selv skiftede sloveneren op til 2024-sæsonen til Bora-holdet.
I sin karriere har Roglic vundet et hav af store løb. Vuelta a España har han eksempelvis vundet tre gange. Sidste år vandt han Giro d’Italia.
Han er noteret for tre etapesejr i Tour de France, hvor hans bedste placering i klassementet er en andenplads. Han er desuden regerende olympisk mester i enkeltstart.
Roglic røg i asfalten med godt 12 kilometer tilbage af etapen torsdag. Han blev fanget i det kaos, der fulgte, da Astanas Alexey Lutsenko kom for tæt på en midterrabat på vejen og væltede.
Sloveneren styrtede også onsdag, men kørte alligevel en god etape. I klassementet lignede han en farlig outsider.
Roglic’ trøje var revet op og skulderen blodig, men hans bevægelser så ikke specielt hæmmet ud, da han ankom til holdbussen efter torsdagens etape.