Alt er åbent for Vingegaard og Pogacar, der smadrer rekorder midt i deres suverænitet
Jonas Vingegaard skulle forholde sig til cykelsportens fortid, efter at han og Tadej Pogacar har overgået flere fartrekorder under deres tætte duel. Inden da slap danskeren uden om et slemt styrt frem mod hviledagen og tre afgørende etaper.
SAINT-GERVAIS MONT-BLANC
Der var noget smukt over den gensidige resignation. Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard rullede ind over målstregen side om side, så der nærmest var brug for et målfoto. De spurtede ikke for etapesejren, men for at kunne vinde verdens største cykelløb.