Mads Pedersen har to mål for Giro d'Italia – og intet skal forstyrre ham midt i jagten
Danskeren blev nummer to på 3. etape og rækker stadig ud efter den bedrift, der lykkedes under Vueltaen. Hans fokus er tydelig gennem den attitude, der både er kontant og lovende.
Mads Pedersen huggede løs i pedalerne, han blev sat hen over en af de udmarvende stigninger og kæmpede sig tilbage med et par holdkammerater omkring sig, inden danskeren lige akkurat blev overspurtet af Michael Matthews under afgørelsen af 3. etape i Giro d’Italia.
Dermed missede den 27-årige cykelstjerne endnu en god mulighed for at blive den første dansker til at vinde en etape i den italienske grand tour siden 2012.
Denne gang var det så tæt på, som det kunne være, efter at et styrt spolerede chancerne søndag, så Jonathan Milan i stedet kunne vinde løbets første massespurt. På den måde har den 22-årige italiener og nu Michael Matthews markeret sig stærkt i kampen om den grønne pointtrøje, som Mads Pedersen har sat som et erklæret mål – og som han trods alt indsamlede vigtige point til gennem sin andenplads mandag.
I fjor blev Trek-Segafredo-profilen den første dansker til at vinde pointkonkurrencen under en grand tour, da det lykkedes under Vuelta a España. Denne gang kan det blive endnu sværere, som han selv har forklaret: