Fortsæt til indhold
Cykling

Der er håb om at se Jonas Vingegaard i landsholdstrøjen: »Jeg er fortrøstningsfuld«

Danmarks Cykle Union vil skabe en tættere kontakt til rytterne ligesom på bl.a. fodboldlandsholdet. Det skal forhindre situationer som i år, hvor VM begynder uden to af de største stjerner.

Morten Bennekou tager en dyb indånding. Hans »uha« bliver trukket ud i et ekko, mens internetforbindelsen forsøger at bevare kontakten hele vejen til Australien.

Dér sidder elitechefen for Danmarks Cykle Union omgivet af de håbefulde danske cykelprofiler, der fra søndag og en uge frem skal jagte VM-medaljer. Det er dem, Morten Bennekou lige er blevet bedt om at rangordne, ud fra hvem der har den største chance for at skabe en dansk triumf.

»Vi har gode chancer allerede på enkeltstarterne denne søndag. Men der er også den faktor, at man aldrig helt kender feltet af konkurrenter før lige op til løbet. Og i år har der jo været endnu mere tvivl om det. Normalt kan rytterne rejse relativt nemt til VM, men i år har det krævet, at de har sat næsten 14 dage af til det,« siger han.

Med den sidste del af sætningen adresserer elitechefen den udfordring, der har været med til at forårsage et afbrud fra to af sæsonens største profiler – Mads Pedersen og Jonas Vingegaard.