Fortsæt til indhold
Cykling

Hollandsk stjernerytter kommer til Danmark på afskedsturné

Tom Dumoulin, der stopper karrieren efter sæsonen, stiller til start ved dette års PostNord Danmark Rundt.

/ritzau/

Det bliver med en profileret hollandsk temporaket på startstregen, når PostNord Danmark Rundt lægger fra land i Allerød.

Tom Dumoulin stiller således op i Danmarks største cykelløb. Det skriver PostNord Danmark Rundt på Facebook.

31-årige Dumoulin, som kører for Jumbo-Visma, er i gang med sin sidste sæson som professionel og tager altså forbi Danmark på sin afskedsturné.

Hollænderen vandt i 2017 Giro d’Italia og har gennem de seneste ti år udmærket sig som en af verdens bedste enkeltstartsryttere. Dumoulin har 22 sejre på cv’et, og 17 af dem er kommet i hus på enkeltstarter.

I 2017 vandt han VM i Norge. Ved OL sidste år blev det til en sølvmedalje i kampen mod uret.

Generelt har det dog været småt med store resultater for Dumoulin de seneste år, og i starten af juni annoncerende han, at han efter 2022-sæsonen ville stoppe karrieren.

- Selv om jeg til tider har gjort det godt, så har der var mange gange - specielt i år - hvor jeg har befundet mig på en frustrerende kurs, hvor min krop har føltes træt, og sådan er det stadigvæk.

- Så snart jeg presser mig selv i træning eller løb, så bliver jeg træt, har ondt og får skader i stedet for at forbedre mig, lød det fra Dumoulin i juni.

Allerede i begyndelsen af 2021 besluttede Tom Dumoulin at holde pause fra cykelsporten. Han gjorde comeback fire måneder senere.

PostNord Danmark Rundt køres i år fra 16. til 20. august og afsluttes med en etape til Vejle, hvor stejle Kiddesvej som altid skal bestiges flere gange. 2. etape byder på en 12,2 kilometer lang enkeltstart i Assens, hvor Tom Dumoulin med al sandsynlighed vil være blandt dem, der kæmper om sejren.

Den belgiske stjerne Remco Evenepoel vandt sidste års udgave af Danmark Rundt.