Fortsæt til indhold
Cykling

Verdensstjerne glæder sig til gensyn med dansk fanatisme

Wout van Aert var imponeret over menneskemylderet langs vejene, da han kørte Danmark Rundt for fire år siden.

/ritzau/

For Wout van Aert bliver Tour de France-dagene i Danmark ikke alene en kamp om etapesejre og potentielt en tidlig gul trøje i løbet.

Det bliver også et gensyn med det land, hvor han i 2018 brillerede i Danmark Rundt.

Og det er ikke kun, fordi det var karrierens første etapeløbstriumf, at oplevelsen på den danske asfalt gjorde et stort indtryk på belgieren, der i dag er en etableret verdensstjerne på landevejene.

- Dengang var det helt nyt for mig, og det var første gang, jeg var i landet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg var virkelig overrasket over, hvor mange der stod ved vejene og den entusiasme, der var.

- Løbet var enormt intenst og på et højt niveau. Samtidig var det et flot landskab, som jeg glæder mig til at se igen.

- Med start i hovedstaden forventer jeg igen mange mennesker langs ruten. Jeg ser virkelig frem til det, siger Wout van Aert, der fik en forsmag på, hvad der venter, under onsdagens euforiske holdpræsentation i Tivoli.

I mange måneder har han sigtet mod 1. juli og enkeltstarten i København.

At en mindre knæskade forhindrede ham i at stille op ved de belgiske mesterskaber i sidste weekend, er en streg i regningen. Men den forhindrer ham ikke i at drømme stort.

- Fra starten af denne sæson har jeg set det som et stort mål at vinde den første etape og dermed tage den gule trøje.

- Ruten er virkelig fin. Vi kører i centrum af en storby. Det bliver noget af en scene. Samtidig er etapen længere end en normal prolog, og det passer mig godt.

- Min skade har godt nok gjort det lidt svært at holde blikket rettet mod det i den seneste uge. Men jeg har brugt mange timer på enkeltstartscyklen, så jeg vil ikke lade mig slå ud af et enkelt tilbageslag, siger Wout van Aert.

Den 27-årige belgier er før fredagens start i København noteret for seks individuelle etapesejre i Tour de France-sammenhæng.