Maveonde holder Cecilie Uttrup væk fra DM-enkeltstart
Tre gange i karrieren har Cecilie Uttrup Ludwig vundet DM-guld i enkeltstart, men denne gang må hun melde fra.
Cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig er ramt af et maveonde og misser torsdagens enkeltstart ved DM.
Det oplyser Danmarks Cykle Union (DCU) onsdag i en pressemeddelelse.
- En af de helt store profiler til elitekvindernes enkeltstart, Cecilie Uttrup Ludwig, stiller desværre ikke til start til enkeltstarten ved DM.
- Cecilie Uttrup Ludwig havde glædet sig, men et maveonde sætter desværre en kæp i hjulet, skriver unionen.
Tre gange tidligere i karrieren har Cecilie Uttrup Ludwig vundet DM i enkeltstart. Det gjorde hun tre gange i træk - i årene 2016, 2017 og 2018.
Sidste år stillede hun også op i Give og blev ved den lejlighed nummer tre. Emma Norsgaard vandt og er dermed forsvarende mester i disciplinen.
Cecilie Uttrup Ludwig satser stadig på at blive klar til søndagens landevejsløb.
- Efter konsultation med sin læge vælger Cecilie, der var regnet som en af favoritterne, at springe enkeltstarten over og i stedet koncentrere sig om at komme til hægterne, så hun kan stå klar, når linjeløbet for kvinder afvikles, oplyser DCU.
I de to seneste udgaver af DM-linjeløbet er Cecilie Uttrup Ludwig blevet nummer tre. Det er hendes hidtil bedste placering.
Sidste år var Amalie Dideriksen stærkest og blev dansk mester på landevejene i Give.