Prudhomme på rundtur i Danmark med 100 dage til Touren
Med 100 dage til Tour de France-starten i Danmark bliver løbsdirektør Christian Prudhomme vist rundt i landet.
Christian Prudhomme, der er løbsdirektør for Tour de France, er i Danmark onsdag.
Der er præcis 100 dage til, at Tour de France kommer til Danmark, og det markeres med et omfattende program i København og de andre Tour-kommuner.
Prudhomme blev onsdag morgen vist rundt på Storebæltsbroen af transportminister Trine Bramsen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) samt Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V).
Prudhomme skal ud over turen på Storebæltsbroen besøge en skole i Nyborg, inden han skal være med til åbningen af en ny cykelsti mellem Roskilde og København.
Løbsdirektøren kommer på endnu et skolebesøg i Frederiksberg onsdag eftermiddag, før han selv skal ud på en mindre cykeltur fra Vesterbro Torv til Rådhuspladsen i København.
Cykelturen bliver med deltagelse af Sophie Hæstorp Andersen (S), der er overborgmester i København, og omkring 200 cyklister.
Senere onsdag eftermiddag bliver et officielt nedtællingsur offentliggjort på Rådhuspladsen.
Programmet, som varer fra onsdag klokken 07 til 18.15, sluttes af med taler og en åbning af en Tour de France-udstilling på Københavns Rådhus.
Torsdag besøger Prudhomme Sønderborg og Vejle, der er to af de fem danske start- og målbyer.
Også kronprins Frederik er med til at markere begivenheden. Han har i den anledning deltaget i en video, der sætter fokus på den danske cykelkultur.
1. juli køres 1. etape af Touren. Det er en enkeltstart, der blandt andet kommer forbi Amalienborg i København.
Hos Dansk Industri glæder man sig over at få Touren til Danmark.
- Inden for cykelsporten bliver det ikke større end Tour de France. En af grundene til, at Danmark kan tiltrække en så vigtig og stor begivenhed, er, at Danmark og Frankrig har haft tætte og stærke bånd i mange år.
- Det gælder nu i forhold til cykelsport, og det gælder også i forhold til eksport, siger Thomas Bustrup, viceadministrerende direktør i DI.
De tre danske Tour-etaper køres 1.-3. juli.