Fortsæt til indhold
Cykling

Australsk sprinter slår Demare på de sidste meter i Italien

Arnaud Demare havde kurs mod sejren i Tirreno-Adriatico, før han til sidst blev overhalet af Caleb Ewan.

/ritzau/

3. etape af Tirreno-Adriatico fik en australsk vinder, da sprinteren Caleb Ewan drønede forbi alle konkurrenterne i målbyen Terni.

Lotto Soudal-profilen måtte hive alt op af posen for at passere Arnaud Demare på de sidste meter.

FDJ’s franske cykelrytter så ellers ud til at have den højeste topfart på de italienske brosten, men Ewan ville det anderledes og vandt til allersidst.

Hollænderen Olav Kooij fra Jumbo-Visma blev treer.

Finalen fik en lidt overraskende optakt, da nogle af løbets største stjerner gik i udbrud.

Med Tour de France-vinderen Tadej Pogacar på hjul skruede UAE Emirates-holdkammeraten Marc Soler op for farten frem mod en indlagt spurt med cirka 28 kilometer igen.

Quick-Steps Julian Alaphilippe listede sig med, og de tre fik et hul til de øvrige konkurrenter. Snart fik de også selskab af Ineos-briten Tao Geoghegan Hart, og sammen holdt kvartetten det jagtende felt på afstand.

Men efterhånden som det improviserede udbrud nærmede sig mål, blev afstanden mindre, og så endte det alligevel med den forventede massespurt.

Med sine to bonussekunder fra den indlagte spurt kom Pogacar en smule tættere på top-2, der udgøres af Filippo Ganna og Remco Evenepoel.

Før de sidste fire etaper fører Ineos’ italienske tempospecialist med 11 sekunder ned til Quick-Steps Evenepoel, mens Pogacar er yderligere tre sekunder efter.