Team Ineos har forlænget med tidligere Tour-vinder

Geraint Thomas har mandag forlænget sin aftale med Team Ineos for yderligere to år.

Artiklens øverste billede
Geraint Thomas skal også de kommende to år køre for Team Ineos. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Den britiske cykelstjerne Geraint Thomas skal også de kommende to år køre for Storbritanniens storhold Team Ineos.

Mandag meddeler holdet på sin hjemmeside, at man har forlænget kontrakten med den 35-årige walisiske veteran for yderligere to sæsoner.

Det betyder, at såfremt Tour de France-vinderen fra 2018 fuldfører kontrakten, vil han have tilbragt 14 år på holdet, der blev etableret i 2010 som Team Sky.

- Jeg er stadig super motiveret for at arbejde hårdt og træne hårdt. Det er det, jeg elsker at gøre. Jeg elsker virkelig stadig at cykle og presse mig selv, siger han til holdets hjemmeside.

- Alle er motiveret for, at vi skal udvikle os som hold. Være endnu tættere sammen. Det ønsker jeg at spille en afgørende rolle i.

Hans største resultat til dato er utvivlsomt Tour-triumfen i 2018, hvor han indledte løbet som løjtnant for Chris Froome, men viste sig at være den stærkeste rytter i verdens største cykelløb.

Geraint Thomas er også tidligere britisk mester i både linjeløb og enkeltstart, mens han tidligere har vundet etapeløb som Critérium du Dauphiné, Romandiet Rundt og Paris-Nice.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen