Uttrup om otte dages Tour de France: En god start
Cecilie Uttrup Ludwig håber, at kvindernes Tour de France med tiden bliver flere uger langt ligesom mændenes.
Et Tour de France for kvinder så officielt dagens lys torsdag eftermiddag, da ruten til næste års løb blev præsenteret i Paris.
Fra de forreste rækker i Palais des Congres fulgte cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig præsentationen af det otte etaper lange løb, og efterfølgende havde hun svært ved at skjule sin begejstring.
Danskeren har gennem flere år været en af de stærkeste fortalere for, at kvinderne skal udfordres på linje med de mandlige ryttere. Der er løbet dog ikke helt endnu.
- Jeg tænker det som en god start. Men jeg håber på, at det kan udvikle sig, så vi kan bygge på. Jeg håber, at det bliver vores grand tour. For en grand tour skal nok op på et par uger, siger hun.
Starten på kvindernes løb går næste år, samme dag som mændenes slutter. Cecilie Uttrup Ludwig ser frem til at stå på startlinjen i Paris.
- Jeg glæder mig så meget. Det er en kæmpe eksponeringsmulighed for kvindecykling. Det er lige præcis, hvad vi skal have. Vi skal have eksponering, og vi skal være derude. Det bliver ikke meget større end Tour de France. Tour de France er bare stort. Et kæmpe brand.
- Vi får otte dage nu, og vi kommer live ud i stuerne. Det bliver stort. Når folk spørger, hvad jeg laver, og jeg svarer: ”Jeg cykler”. Så siger de: ”Nå, så kører du da Tour de France”.
- Nu kan jeg så sige, at jeg kører Tour de France for kvinder. Folk forstår Tour de France. Det har de set, og det kender de, siger hun.
Tidligere i oktober prøvede Uttrup og mange af de øvrige kvindelige cykelryttere første gang kræfter med brostensløbet Paris-Roubaix. I den forbindelse skabte præmiesummen debat, da førstepræmien for kvinderne var omkring en tyvendedel af mændenes.
I Tour de France er der 500.000 euro svarende til 3,7 millioner kroner til vinderen af mændenes løb, mens den bedste kvindes triumf udløser 50.000 euro, hvilket svarer til cirka 370.000 kroner eller en tiendedel af mændenes beløb.
- Jeg kan godt forstå, at vi ikke lige i første år af kvindernes Tour de France kan hive de samme sponsorer og få de samme præmiepenge. Men jeg håber, at det er en start, og jeg håber, at forskellen kommer til at blive langt mindre.
- Jeg synes ikke, at vi kun er en tiendedel værd i forhold til herrerne, siger Uttrup.
Kvindernes Tour de France begynder i Paris og slutter på stigningen La Super Planche des Belles Filles.
/ritzau/