Fortsæt til indhold
Cykling

VM-bronzevinderen Valgren skal debutere i Paris-Roubaix

Michael Valgren skal en uge efter bronzemedaljen ved VM køre klassikeren Paris-Roubaix for første gang.

/ritzau/

Den nyslåede VM-bronzevinder Michael Valgren er blandt verdens mest formstærke cykelryttere, og på søndag får han lejlighed til at vise det i brostensklassikeren Paris-Roubaix.

Det fortæller Valgrens sportsdirektør hos EF Education-Nippo Matti Breschel til B.T. efter Valgrens tredjeplads i VM-linjeløbet søndag.

- At vinde bronze er et springbræt til at komme tilbage og vinde de cykelløb, som han går og drømmer om. For eksempel Flandern Rundt, og nu skal han køre Paris-Roubaix, siger Matti Breschel.

Det bliver endda Valgrens debut i Paris-Roubaix, der plejer at blive afviklet i foråret.

Han har i det hele taget vist forrygende form de seneste uger efter et par år med magre resultater.

I midten af september var Valgren pludselig ustyrlig. Først vandt han Giro della Toscana. Og allerede dagen efter slog han til igen i Coppa Sabatini.

Ifølge den foreløbige startliste skal hele otte danskere køre med i herrernes Paris-Roubaix.

Ud over Valgren er det Mikkel Bjerg (UAE), Mathias Norsgaard (Movistar), Casper Pedersen og Søren Kragh Andersen (Team DSM), Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation), Mads Pedersen (Trek-Segafredo) samt Kasper Asgreen (Quick-Step).

Hos kvinderne er Emma Norsgaard og Cecilie Uttrup på den foreløbige startliste.