Dansk holdånd kommer til eksamen med fem VM-kaptajner
Fem danskere tror, de kan vinde VM søndag. Men de fleste bliver nødt til at ofre sig, når afgørelsen falder.
Selvtilliden og bredden på det danske cykellandshold blev illustreret i al sin tydelighed ved de fem lapper, der røg i vejret på pressemødet før søndagens landevejsløb ved VM i Belgien.
Spørgsmålet fra salen gik på, hvem af de otte danske ryttere der mener, at de selv kan blive verdensmester. Og straks var der altså fem, der løftede hånden.
Det viser også noget om den offensive og let vovede taktik, landstræner Anders Lund har dekreteret.
Mads Pedersen, Magnus Cort, Mikkel Honoré, Kasper Asgreen og Michael Valgren er nemlig alle udnævnt til kaptajner. Alle får muligheden for at køre deres egen chance.
- Vi kører med flere kaptajner, end vi nogensinde har prøvet før. Men af samme grund tror jeg, at der er mange nationer, der frygter, hvad vi kan finde på. For det er svært at kontrollere et hold med så mange kaptajner, siger Anders Lund.
- En ting er, at vi har fem kaptajner. Noget andet er, at de helt aktuelt er i super, super form. På en rute, hvor det giver mening at åbne løbet og angribe, så synes jeg, at vi har gode kort på hånden for at køre et flot cykelløb, lyder det fra landstræneren.
Kun de tre sidst udtagne, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Mads Würtz Schmidt, får en decideret hjælperolle med Bjerg som holdets mest udprægede arbejdsmand.
De øvrige skal alle forsøge at spille deres forskellige styrker ud i løbets sidste del. Og det stiller store krav til holdånd og loyalitet.
For kun én kan blive verdensmester. Og i sidste ende kommer topryttere til at ofre deres egen chance, hvis den komplicerede kabale skal gå op.
- Vi har hierarkiet klar, og det er et fladt hierarki, lyder Magnus Corts beskrivelse af det danske hold.
- Jeg er ikke bange for, at det går galt. Vi kender hinanden rigtig godt, og vi har kørt med hinanden i mange år. Jeg har selv kørt meget med Valgren helt fra U23-niveau.
- Vi hænger ret tæt sammen alle sammen og stoler på hinanden. Vi er klar til at køre ”den danske chance”. At hierarkiet er fladt, er kun med til at give holdet de største muligheder, mener Cort.
Det skorter ikke på personlig ærgerrighed i den danske topkvintet. Heller ikke hos Michael Valgren, der pludselig har fundet vinderformlen igen.
Han ved, at hans sejrschance ligger i et solofremstød. Flere holdkammerater er nemlig hurtigere end Valgren på selve opløbsstrækningen.
- Jeg skal ikke hjem og spurte. Jeg skal forsøge at gribe chancen før Mads (Pedersen) eller Magnus (Cort). Vi ved hver især, at vi måske kun har et skud i bøssen.
- Lykkes det ikke, er min chance måske udspillet. Der er vi ret afklarede i forhold til hinanden, hvad vores styrker og svagheder er, forsikrer han.
Landstræneren opfordrer rytterne til at se det som en investering i fremtiden, når de er på et tidspunkt bliver nødt til at ofre deres egen chance til fordel for en holdkammerat.
- Jeg håber, at de forstår værdien af, at hvis det her lykkes, så har vi fundet en måde at køre de her løb på, som med tiden vil øge alles chancer for at blive verdensmester.
- Den samlede danske chance bliver simpelthen større og dermed også den enkelte rytters mulighed, fastslår Anders Lund.
Herrernes landevejsløb begynder søndag klokken 10.25.
/ritzau/