Fortsæt til indhold
Cykling

Hurtig dansker vil forpurre Cavendishs rekordforsøg

Casper Pedersen har én stor opgave tilbage i Tour de France. Han skal køre Cees Bol i position i Paris.

/ritzau/

Tour de France-etapen til Champ-Elysèes er sprinternes festdag, og det ville være en passende ramme for Mark Cavendish til endegyldigt at sikre sig rekorden med 35 etapesejre i det berømte løb.

Men briten får intet forærende på den berømte brostensboulevard. Det fastslår danske Casper Pedersen, der drømmer om at spolere rekordforsøget.

Pedersen er leadoutman for den hollandske sprinter Cees Bol, som har haft et besværligt Tour de France, men har vist fremgang på de seneste dage.

- Det er et stort mål for os at levere ham til et resultat. Det ville helt klart være sjovt at drille Cavendish, og det er vores plan.

- Cees Bol er kommet mere og mere ovenpå undervejs i Touren, og søndag er vi virkelig opsatte på at gøre det perfekt. Vi vil gøre vores bedste for at slå ham, siger Casper Pedersen.

Han er en vigtig brik i sprintertoget hos DSM, men i modsætning til sidste år har holdet sjældent kunnet gøre sig gældende i spurterne.

Nu er der kun én chance tilbage for Pedersen, Nils Eekhoff og Joris Nieuwenhuis, der udgør tretrinsraketten foran Cees Bol.

- Vi mangler at få lavet det der helt klassiske leadout, hvor vi alle tre sidder der. Hvis vi slutter af med at gøre det på Champs-Elysèes, synes jeg godt, at vi kan være stolte af vores Tour de France.

- Jeg tror godt, vi kan drille Quick-Step. Alle vil jo kigge på dem, så man skal udnytte, at de skal tage og tager så meget ansvar. Så kan man godt knække dem, mener Casper Pedersen.

Mark Cavendish har fire gange vundet den prestigefyldte spurt på Champs-Elysèes. Han gjorde det endda fire år i træk, da han køre først over stregen i 2009, 2010, 2011 og 2012.