Sportsdirektør efter Kragh-exit: Vi er virkelig uheldige
Efter store resultater sidste år har uheldet været ude for DSM i dette Tour de France.
Kontrasten kan næsten ikke være større. DSM, dengang under navnet Sunweb, kørte et blændende Tour de France i 2020, vandt tre etaper og fik adskillige topplaceringer.
I år har det mest handlet om at slikke sår og tælle skrammer på danskerholdet.
Lørdag kom endnu et stort tilbageslag, da Søren Kragh Andersen måtte udgå med tegn på hjernerystelse. Det skete få dage efter, at en anden af holdets spydspidser, Tiesj Benoot, forlod løbet.
Sportsdirektør Luke Roberts erkender da også, at det foreløbig ikke har været DSM’s Tour.
- Vi har været virkelig uheldige. Vi mistede Jasha Sütterlin på første etape. I denne uge har så mistet Søren og Tiesj Benoot, som begge er ryttere, der kunne have lavet resultater for os på etaper som den i dag (lørdag, red.)
- Men resten af holdet er ved godt mod, og rytterne fortsætter med at kæmpe. Forhåbentlig vender lykken på et tidspunkt, siger Luke Roberts.
Søren Kragh Andersen endte i grøften på fredagens etape og slog hovedet i faldet.
Løbslægen gav dog - efter en kort undersøgelse - grønt lys for, at han kunne køre resten af etapen.
- Efter etapen holdt vores læger øje med ham, og han begyndte at vise tegn på hjernerystelse. Derfor besluttede vi at trække ham ud af løbet.
- Søren forstod det. Han ville selvfølgelig gerne have kæmpet videre, men han respekterer beslutningen og er glad for, at vi tog beslutningen for ham, siger Luke Roberts.
DSM-holdet er foreløbig kun noteret for én sejr i denne sæson. Den ligger fire måneder tilbage, da Cees Bol vandt en etape i Paris-Nice.
/ritzau/