Imponerende bedrift: Søren Kragh Andersen vandt endnu en Tour-etape
Sunweb-danskeren blev en del af et stjernespækket udbrud med under 30 kilometer til mål på 19. etape.
CHAMPAGNOLE
Danmark har fået en ny verdensstjerne.
Sådan må det uvægerligt være, når man som Søren Kragh Andersen har vundet to etaper i løbet af ét Tour de France.
Med sejren på 19. etape har Sunweb-rytteren også sikret sig selv en fremtrædende plads i den danske Tour-historie.
»Nogle ryttere når ikke engang at vinde én etape i Touren, og nu har jeg vundet to i løbet af én Tour. Det er mere, end jeg nogensinde havde drømt om, da jeg var en lille dreng, som kørte på sin cykel,« sagde Søren Kragh Andersen efter sejren.
Triumfen på 19. etape blev grundlagt gennem det, der er ved at blive en signatur for Søren Kragh Andersen.
Med 15 kilometer tilbage af fredagens etape formåede den 26-årige dansker at gøre det samme, som han gjorde tre kilometer fra mål på 14. etape - danskeren rejste sig i pedalerne, accelererede og skabte et hul til alle andre.
Allerede to kilometer før mål kiggede han i et kamera, knyttede næven og brølede af glæde.
»Jeg råbte til motorcyklisten for at få en bekræftelse af, hvor meget tid jeg havde til forfølgerne. Holdet fortalte mig, at jeg havde et minuts forspring, men jeg ville være sikker på, om jeg skulle spurte for at vinde. Han fortalte mig heldigvis, at jeg roligt kunne juble med en kilometer tilbage,« sagde Søren Kragh Andersen.
Inde på målstregen bankede han sig stolt på brystet og smilede lykkeligt, inden han endnu engang krydsede målstregen med armene ud til siden.
Sunweb-danskeren var blevet en del af et udbrud sammen med sprintere som Sam Bennett i den grønne pointtrøje og Peter Sagan, mens profiler som den olympiske mester Greg van Avermaet og den tidligere europamester Matteo Trentin også var en del af gruppen.
»Det var min opgave at følge efter sprinterne for holdets skyld (for at beskytte Sunweb-sprinteren Cees Bol, red.). For en uge siden havde jeg planlagt at angribe, men i dag kom det som en overraskelse, og jeg måtte ændre mit mindset fra at hjælpe holdet til at gå efter det selv,« sagde Søren Kragh Andersen.
Flere af konkurrenterne forsøgte at følge efter danskerens angreb, men Søren Kragh Andersen formåede at øge sit forspring hele vejen frem til mål.
Tidligere har både Bjarne Riis og Michael Rasmussen formået at vinde to etaper i løbet af ét Tour de France. Samtidig har Rolf Sørensen vundet to Tour-etapesejre, men fordelt over 1994 og 1996.
I årets Tour de France har Tadej Pogacar, Caleb Ewan og Wout van Aert ligeledes vundet to etapesejre.