Danmark har fået en ny verdensstjerne
Med sin sejr på 19. etape er Søren Kragh Andersen den tredje dansker, der har vundet to etaper i ét Tour de France.
CHAMPAGNOLE
Selv om Søren Kragh Andersen er en afdæmpet fyr, kunne han ikke skjule sin benovelse over den historiske betydning:
»Nogle ryttere når ikke engang at vinde én etape i Touren, og nu har jeg vundet to i løbet af én Tour. Det er mere, end jeg nogensinde havde drømt om, da jeg var en lille dreng, som kørte på sin cykel.«
Danmark har fået en ny verdensstjerne. Sådan må status uvægerligt være, når man som den 26-årige Sunweb-rytter har vundet først 14. etape og nu også 19. etape i Tour de France.
Jeg råbte til motorcyklisten for at få en bekræftelse på, hvor meget tid jeg havde til forfølgerne. Holdet fortalte mig, at jeg havde et minuts forspring, men jeg ville være sikker. Han fortalte mig heldigvis, at jeg kunne juble.Søren Kragh Andersen – dobbelt etapevinder i Tour de France 2020
»Han har jo tidligere vundet i Paris-Nice, Schweiz Rundt og Paris Tours, men det her er den endelige bekræftelse af, at han er en verdensklassecykelrytter,« siger Morten Bennekou, elitechef hos Danmarks Cykle Union, og glæder sig over betydningen for dansk cykling:
»Det viser den næste generation af ryttere, at det godt kan lade sig gøre for danskere at bryde igennem på det allerhøjeste niveau.«
Søren Kragh Andersen har samtidig sikret sig selv en fremtrædende plads i den danske Tour-historie; endda efter et år, hvor Mads Pedersen vandt VM, mens Jakob Fuglsang senest vandt Lombardiet Rundt.
Råbte til motorcyklist
Sunweb-danskeren kan imidlertid noget, de færreste er i stand til. Faktisk er det ved at blive lidt af en signatur for fynboen.
Ligesom på 14. etape fandt han det mest overrumplende tidspunkt til at angribe under en hektisk afslutning.
»Der er ikke noget held forbundet med hans sejre. Han kører på det helt perfekte tidspunkt, og så kører han helt uimodståeligt,« siger Morten Bennekou.
Hans forspring blev vel at mærke skabt i en udbrydergruppe med bl.a. Sam Bennett i den grønne pointtrøje, Peter Sagan, OL-vinderen Greg van Avermaet og den tidligere europamester Matteo Trentin.
Ingen af dem kunne forhindre, at danskeren konstant øgede sit forspring. To kilometer før mål råbte han til et kamera, knyttede næven og brølede lykkeligt.
»Jeg råbte til motorcyklisten for at få en bekræftelse på, hvor meget tid jeg havde til forfølgerne. Holdet fortalte mig, at jeg havde et minuts forspring, men jeg ville være sikker. Han fortalte mig heldigvis, at jeg kunne juble.«
Den 26-årige dansker er blevet fremhævet for sin evne til at bevare fokus, så intet forhindrer ham i at opnå sine mål. Dén tilgang var dog også med til at øge frustrationen, da hans 2019-sæson blev spoleret af skader.
Derfor har han tilladt sig selv at slappe mere af og nyde de gode øjeblikke. Nu skal han forsøge at kombinere de store ambitioner med en ny selvbevidsthed:
»Det giver mig selvfølgelig mere selvtillid, men jeg bliver nødt til at fokusere på de rigtige ting og blive ved med at gøre det samme som indtil nu. Det bliver den store udfordring.«
Danskeren har rettet blikket mod efterårets endagsklassikere, hvor han kan sikre sig selv og Danmark flere historiske triumfer.
Tidligere har Bjarne Riis og Michael Rasmussen vundet to etaper i én Tour. I år har Tadej Pogacar, Caleb Ewan og Wout van Aert ligeledes vundet to etapesejre. Trioen er blandt de største stjerner i verden – nu har en dansker også for alvor meldt sig ind i gruppen.