Fortsæt til indhold
Tour de France

Søren Kragh er stadig »målløs«: Men dagen efter Tour-sejren er blikket er allerede rettet mod nyt mål

Søren Kragh Andersen vandt 14. etape i Tour de France, men vil ikke kalde det et vendepunkt i karrieren.

LYON

Søren Kragh Andersen fik et klap på ryggen af veteranen Michael Mørkøv, da danskerne passerede hinanden inden 15. etape.

Den 35-årige Deceuninck-Quick Step rytter hyldede også sin 26-årige landsmand for etapesejren dagen forinden og kaldte ham et unikt talent.

Så store ord bruger den afdæmpede, lidt sky Sunweb-rytter Søren Kragh Andersen sjældent.

Jo, han havde da haft lidt mere adrenalin og lykke i kroppen natten til søndag.

»Men jeg har egentlig sovet okay. Jeg gav mig tid til at høre lidt musik, slappe af og prøve at nyde det. Og ikke stresse for meget for at falde i søvn, for jeg vidste, det ville blive svært,« sagde han.

Og hvad havde hans familie sagt til triumfen?

»Jeg har faktisk ikke talt så meget med dem. Min mor og far er ude på vandretur, så der er ikke så meget signal. Men de har sendt en besked, og jeg har talt med min storebror, der sagde “godt gået”.«

Mange iagttagere har kaldt sejren for et vendepunkt for Søren Kragh Andersen, der tidligere har vundet etaper i Schweiz Rundt og Paris-Nice. Nu må han da tro lidt mere på sig selv, lyder det fra bl.a træningsmakkeren Jakob Fuglsang i B.T.

»Jeg ved ikke, om det er et vendepunkt, men det er en del af en proces og min videre udvikling. Det er helt sikkert et stort skridt på vejen, men jeg har store drømme for klassikerne, og der mangler jeg stadig at bevise mit potentiale,« sagde han.

Danskeren har nemlig blikket rettet mod klassikerne, der plejer at ligge i foråret, men nu er udskudt til oktober. Indtil da vil han dog trods alt give sig selv lidt tid til at nyde triumfen.

»Det var en special dag og special aften. Jeg er stadig lidt målløs,« sagde han med et roligt ansigtsudtryk.

Sejren var den 20. danske etapesejr i Tour de France nogensinde.