Fortsæt til indhold
Tour de France

Så kom afgørelsen og svarene på Tour-rytternes coronatest

Rytterne blev testet for coronavirus i løbet af mandagens hviledag.

Le Chateu-d’Oleron

Alle hold får lov til at stille op til årets 10. etape i Tour de France, oplyser arrangørerne fra ASO.

På hviledagen, mandag, blev der udført test af alle ryttere og øvrige ansatte på holdene.

Alle feltets 165 ryttere blev testet negativ og er dermed ikke smittet med coronavirus, lyder afgørelsen.

Til gengæld er direktøren for løbet, Christian Prudhomme, selv testet positiv. Han skal nu isoleres i foreløbigt syv dage. Det er blot tre dage siden, Prudhomme havde Frankrigs premierminister Jean Castex med sig i en bil under en etape af Touren.

Udover Prudhomme er fire stabsmedlemmer fra holdene blevet testet positiv. Det er dog ikke noget, der forhindrer nogen af holdene i at stille op og fortsætte løbet.

De fire holdansatte kommer fra henholdsvis Cofidis, AG2R, Ineos Grenadiers og Mitchelton Scott.

Hvis et hold får to positive coronatest blandt rytterne, vil hele holdet blive smidt ud af Touren.

I dagens startby blev der længe skimtet forgæves efter Bahrain-McLaren og Lotto Soudals holdbusser, mens både fans og journalister stod med nakken bøjet henover deres telefoner for at tjekke de seneste opdateringer fra holdene.

Mens de fleste hold hurtigt meldte sig klar til dagens etape på de sociale medier, var der især tvivl om Deceuninck-Quick Step med danskerne Michael Mørkøv og Kasper Asgreen på holdet. Videooptagelser viste en ambulance ankomme til holdets hotel, og ifølge belgiske medier blev et medlem af holdet udsat for endnu en test tirsdag formiddag, få timer før dagens etapestart.

»Der blev begået en fejl med prøven i laboratoriet, hvilket betød, at der blev foretaget en ny test denne morgen. Resultatet af den anden prøve var negativ, så vi vil fortsætte løbet ligesom hidtil,« lød det fra holdet kort efter kl 11 uden at sætte navn på personen, der blev testet igen.

Der har været stor debat om, hvorvidt det er rimeligt at smide et helt hold ud på grund af test, der er forbundet med en vis usikkerhed - og dermed kan et hold altså blive smidt ud på grund af et “falsk” positivt svar. Derfor bliver en person også testet igen efter at have afleveret en positiv prøve.

Oprindeligt gjaldt reglen om, at to positive prøver ville føre til en udelukkelse, også for alle medlemmer af staben, men det blev lavet om kort inden den 1. etape.

Inden da var to Lotto Soudal-medarbejdere blevet sendt hjem efter henholdsvis en positiv og “mistænkelig” coronatest.