Portræt af den dobbelte Tour-etapevinder: For et år siden så det dystert ud efter et grufuldt styrt
Wout van Aert er egentlig hjælperytter for Jumbo-Visma under Tour de France, men indtil videre har han også vundet to etaper.
Han havde egentlig afskrevet sig selv enhver form for personlig succes.
Alligevel er Wout van Aert en af de ryttere, der har vundet mest under årets Tour de France - ligesom det generelt har været tilfældet siden genoptagelsen af sæsonen efter coronakrisen.
Den 25-årige belgier sprintede ind som den første rytter på 7. etape og gentog dermed bedriften fra 5. etape.
»Planen var egentlig bare, at jeg skulle passe på Primoz Roglic og Tom Dumoulin, men jeg havde heller ikke forestillet mig, at etapen udviklede sig på den her måde. Og når jeg nu havde muligheden, ville det være en skam, hvis jeg ikke forsøgte at gribe den,« sagde den storsmilende Wout van Aert efter fredagens etape.
Jumbo Visma-rytteren har nemlig - ligesom resten af holdet - fået til opgave at passe på holdets to bud på en samlet vinder af løbet. Derfor går Wout van Aert heller ikke efter den grønne pointtrøje, som han ifølge eksperter ville have haft en god chance for at vinde.
»Det koster for meget energi, og det er ikke muligt at gå efter pointtrøjen, mens jeg skal udføre min opgave for holdet,« gentog han efter 7. etape.
Samtidig skulle han forholde sig til, om han i øjeblikket er verdens bedste cykelrytter efter en vild måned.
Først var der førstepladsen i nyklassikeren Strade Bianche. Siden triumfen i ”monumentet” Milano-Sanremo. Og endelig nappede Jumbo-Visma-rytteren sejren på 1. etape i Critérium du Dauphiné, hvor alle de største stjerner var samlet for at forberede sig til Tour de France.
»Det er ikke op til mig at svare på det spørgsmål. Det er op til eksperterne og fansene, og enhver har sin egen favorit. Jeg går ikke efter at få sådan et prædikat - jeg går efter at vinde løb,« sagde Wout van Aert.
Den slags diskussion virkede langt væk, da Wout van Aert bragede ind i en metalbarriere og lå på asfalten i flere minutter efter styrtet på 13. etape i Tour de France 2019.
Med hænderne foran munden stimlende folk sammen ved tv-skærmene i målområdet for at gense det grufulde styrt, der resulterede i en ødelagt hofte.
Ulykken var den første krise i en karriere med bl.a. tre VM-titler i cykelcross, PostNord Danmark Rundt-sejr i 2018 og en Tour-etapesejr i 2019.
Belgieren kunne først køre løb igen i februar 2020, indtil coronakrisen stoppede alt.
På torsdagens tour-etape sad Wout van Aert med i det decimerede felt, der blev skabt af Bora-Hansgrohe, som splittede feltet op for at distancere Peter Sagans største konkurrenter i en massespurt.
Senere mistede Tadej Pogacar, Mikel Landa og Richie Porte lidt over et minut til de øvrige klassementsfolk, da Team Ineos orkestrerede et sidevindsangreb, inden det hele atter blev vundet af ham, der egentlig havde afskrevet sig selv enhver form for personlig succes.