Fakta: Her er de danske ryttere i Tour de France
Dansk cykling er repræsenteret med otte ryttere i Tour de France, der begynder lørdag.
Der er otte danskere ved startstregen, når Tour de France bliver skudt i gang i Nice lørdag. Det er en færre end sidste år, hvor der blev sat rekord med ni danskere i feltet.
I forhold til dengang mangler Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Mads Würtz Schmidt og pensionerede Lars Bak.
Til gengæld er der tre nye navne, som alle er med i det franske etapeløb for førte gang. Det drejer sig om Mads Pedersen, Niklas Eg og Casper Pedersen.
Her er de otte danske Tour de France-ryttere:
- Søren Kragh Andersen (Sunweb), 26 år.
Er udset til at være en af frontfigurerne på et Sunweb-hold, som er kommet til Frankrig uden klassementhåb og stiler målrettet efter etapesejre. Her bliver danskeren et af holdets stærkeste kort enten gennem udbrud eller på opslidende, kuperede etaper. Kører sit tredje Tour de France i træk og markerede sig allerede i debuten i 2018 ved at køre syv dage i den hvide ungdomstrøje.
- Kasper Asgreen (Quick-Step), 25 år.
Fik et brag af et gennembrud i sidste sæson og har fortsat succesen i år ved at vinde både semiklassikeren Kuurne-Bruxelles-Kuurne og det danske mesterskab. Det har givet ham en mere fremtrædende plads i hierarkiet på det stærke hold, og Asgreen slipper for meget af det monotone slid forrest i feltet, som kendetegnede hans Tour-debut. Koldingenseren får en mere fri rolle og får større mulighed for at gå med i udbrud og køre efter topplaceringer.
- Niklas Eg (Trek), 25 år.
Er tour-debutant og en overraskende deltager i det skrappe selskab. For få måneder siden var han ikke i nærheden af en udtagelse, men coronakrisen og den tætpakkede efterårskalender har skabt plads til den midtjyske klatrer. Eg er i gang med sin tredje sæson på World Touren og venter stadig på sin første sejr. Den kommer formentlig ikke her, hvor han bliver udpræget bjerghjælper for holdkaptajnerne Richie Porte og Bauke Mollema.
- Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), 31 år.
Var i al ubemærkethed en af de mest succesfulde danskere i sidste års Tour de France, hvor han hjalp sit hold til hele fire etapesejre. Selv om det australske mandskab kommer med prominente folk som Adam Yates og Esteban Chaves, har man denne gang ikke de store ambitioner i det samlede klassement, men kører primært efter en ny portion etapesejre. Juul-Jensen bliver som altid rendyrket hjælperytter, men man skal ikke udelukke at se ham i udbrud som del af en taktisk holdplan.
- Michael Mørkøv (Quick-Step), 35 år.
Er med i Tour de France for femte gang og får på ny en klart defineret opgave som leadoutman for sprinterhåbet Sam Bennett. Med sin rutine og teknik er Mørkøv en af feltets stærkeste i den specielle disciplin, og Quick-Step håber, at han kan hjælpe Bennett frem til en etapesejr, præcis som Mørkøv gjorde med Elia Viviani sidste år. Den danske veteran får det som altid svært i bjergene, hvor hans vigtigste opgave bliver at komme i mål inden for tidsgrænsen, så han kan bruge sine kvaliteter i det flade terræn.
- Casper Pedersen (Sunweb), 24 år.
Egentlig var Sunwebs Tour-trup udtaget uden Casper Pedersen, men i 11. time ombestemte holdledelsen sig og gav den hurtige dansker en af de otte pladser på holdet i Frankrig. Tour-debutanten bliver dermed belønnet for sin gode form og flotte kørsel i Polen Rundt og får en klar rolle som leadoutman for holdets sprinter, Cees Bol.
- Mads Pedersen (Trek), 24 år.
Kører sit første Tour de France, men er som regerende verdensmester sikker på meget mere opmærksomhed, end Tour-debutanter normalt kan forvente. Selv om den bjergrige rute ikke er sjællænderens favoritterræn, blev han reelt udtaget allerede i december og bliver i sin regnbuetrøje en af Trek-holdets frontfigurer. Trek satser på både Porte og Mollema i det samlede klassement, mens Mads Pedersen og Jasper Stuyven skal jagte topplaceringer på de flade og let kuperede etaper.
- Michael Valgren (NTT), 28 år.
Et af dansk cyklings største navne havde et generelt skuffende 2019 hos NTT, men fik vist lidt af sin klasse i slutningen af året og kørte et blændende VM-løb i Yorkshire. Venter fortsat på et stort resultat i denne sæson, men er han i topform, bliver han et af NTT-holdets stærkeste Tour-kort. Han er med i det franske etapeløb for sjette år i træk og skal bruge sine mange kræfter i jagten på en etapesejr.